Femte sejr i træk
01.05.2002 00:00
Efter fredagens pokalfinalenederlag kunne man på forhånd frygte at Brøndby IFs Elitedivisionshold for damer ville have svært ved at finde gejsten frem til tirsdagens ligaopgør mod FV København. Men damerne gjorde alle spekulationer til skamme og fik med en overbevisende indsats den femte sejr i træk og har således maksimumpoint efter vinterpausen.
Brøndbys midtbaneslider Cathrine Paaske åbnede scoringen i kampens 20. minut da en storspillende Julie Rydahl slap til baglinien i venstre side og lagde en perfekt aflevering ind i feltet hvor Cathrine Paaske hamrede bolden op i nettaget uden chance for en sagesløs FV København keeper.
Trods momentvist glimrende spil blev Brøndbys føring først udbygget kort før halvtid da Julie Rydahl på smukkeste vis sendte et frispark i nettet helt ude ved den ene opstander hvilket gav Brøndbyspillerne en solid 2-0 føring at gå til pause med.
I starten af anden halvleg gjorde FV København hvad de kunne for at hente Brøndbys tomålsføring men efter et kvarters spil af halvlegen lukkede Brøndbys Anna Jørgensen al spænding ud af opgøret da hun i løbet af tre minutter scorede to mål på sin sædvanlige energiske facon.
Janni Lund Johansen lukkede og slukkede 5 minutter før tid da hun med et veritabelt drømmehug fra 25-26 meters afstand, som peb ind under tværliggeren uden chance for keeperen, gjorde det til slutresultatet 5-0.
Med sejren er Brøndby kun to point efter Elitedivisionens tophold Fortuna Hjørring i tabellen og fastholder dermed presset før de sidste 9 runder af turneringen.
Startopstilling:
Tine Cederkvist
Mia Olsen - Gitte Andersen - Mitzi Møller - Hanne Nørregaard
Anja Thorsen - Cathrine Paaske - Cecilie Pedersen - Julie Rydahl
Anna Jørgensen - Janni Lund Johansen
Mål:
20. 0-1 Cathrine Paaske
43. 0-2 Julie Rydahl
60. 0-3 Anna Jørgensen
63. 0-4 Anna Jørgensen
85. 0-5 Janni Lund Johansen
Udskiftninger:
52. Mia Olsen ud, Malene Olsen ind
70. Hanne Nørregaard ud, Ann Sofie Larsen ind
80. Anja Thorsen ud, Gudlaug Jonsdottir ind