'Fantastisk opbakning'
14.05.2002 00:00
På trods af at Brøndbys spil ikke var sprudlende i Parken i søndags, fortsatte Brøndbysupporterne ufortrødent støtten kampen igennem og fik da også belønningen da Mads Jørgensen udlignede i sidste ordinære spilleminut. Ifølge cheftræner Tom Køhlert kan supporternes opbakning i bogstaveligste forstand vise sig at blive guld værd:
- Jeg kan ikke takke supporterne nok for støtten. Selvom vi ikke spillede specielt godt i søndags, var opbakningen fantastisk. Det medvirkede i høj grad til at spillerne formåede at få gravet de sidste ressourcer frem og fik fremtvunget en udligning.
Det er Tom Køhlerts håb at supporterne vil støtte ligeså ubetinget på torsdag når Brøndby spiller den altafgørende kamp mod Lyngby:
- Selvom medierne allerede har udskreget os som mestre, skal vi jo besejre Lyngby først. Det er en af de kampe hvor vi har alt at tabe så det er yderst vigtigt at supporterne bakker 100% op fra første fløjt, uanset hvordan kampen forløber. Det kan hjælpe spillerne til at smide nervøsiteten overbord og spille frit, og hvis det sker, så vinder vi.