John Faxe Jensen ny assistenttræner i Brøndby IF
13.06.2002 00:00
Følgende pressemeddelelse er i dag udsendt til pressen:
John Faxe Jensen bliver assistenttræner for Michael Laudrup
Brøndby IF og John "Faxe" Jensen har i dag indgået en 2 årig assistenttrænerkontrakt gældende fra 1. juli 2002. Dermed har Michael Laudrup fået opfyldt sit ønske om assistenttræner.
John "Faxe" Jensen, der pr 30.juni 2002 slutter som cheftræner i Herfølge Boldklub, har følgende kommentarer til sit nye job: "Jeg blev meget glad for den henvendelse, jeg fik fra Michael Laudrup for nogen tid siden om jeg kunne tænke mig, at blive hans assistenttræner. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Jeg har altid ønsket, at vende tilbage til Brøndby IF som træner. Derfor er jeg meget tilfreds med, at forhandlingerne med Brøndby nu er på plads."
På spørgsmålet om det ikke vil volde problemer, som tidligere cheftræner at træde ind i rollen som assistenttræner, svarer John Faxe: "Det får jeg ingen problemer med. Michael og jeg har haft lejlighed til at drøfte vort fremtidige samarbejde. Vi kender hinanden så godt fra tidligere, at det bliver helt uden problemer. Jeg er helt sikker på, at vi bliver et rigtigt godt makkerpar. Jeg tror også på, at jeg med min trænererfaring kan bidrage til, at vi får et godt samarbejde. Selvom jeg allerede har fået en del erfaring i trænerjobbet, så er jeg sikker på, at jeg kan lære meget af samarbejdet med Michael, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med jobbet i Brøndby den 1.juli sammen med min nye chef Michael Laudrup."
Fra Brøndby IF's side har Per Bjerregaard følgende kommentarer til kontrakten: "Dejligt, at det er lykkedes for os opfylde Michael Laudrups ønske om at få John "Faxe" som assistenttræner. Det er lidt i retning af en "drømmeduo" vi nu kan præsentere, som trænere. Det er en god konstellation med to spillere, der har prøvet utroligt meget som spillere selv. Og i øjeblikket ser vi et godt eksempel på det danske landshold, hvor spillertruppen nyder godt af den erfaring Morten Olsen og Michael Laudrup har fra deres tidligere karrierer som spillere. I løbet af de næste 10-14 dage skal vi have spillertruppen helt på plads, så vi er klar til at starte træningen i vores nye A trup den 1.juli".
I forbindelse med sæsonstarten pr. 1.juli sker der desuden en trænerrokering internt i Brøndby IF, idet Tom Køhlert overtager Brøndby IF's U 21 trup og Lars Olsen 1.ynglinge.
Med venlig hilsen
Per Bjerregaard