Sejr i første træningskamp
07.07.2002 00:00
Brøndby IFs første træningskamp under den nye trænerduo Michael Laudrup/John 'Faxe' Jensen endte med en sejr på 1-0 over Hannover 96 på mål af Ruben Bagger efter en god kamp hvor trænerduoen fik mulighed for at teste forskellige formationer med de stærke tyskere.
Træner Michael Laudrup måtte til kampen på forhånd se bort fra Allan Ravn, Auri Skarbalius og Thomas Kahlenberg som alle døjede med småskavanker, til gengæld var Peter Madsen til rådighed efter at være stødt til truppen i weekenden efter en ekstra uges ferie på grund af VM. Brøndby IFs svenske VM-spiller, Mattias Jonson, støder til truppen mandag.
Første halvleg blev en jævnbyrdig forestilling hvor spillet bølgede frem og tilbage. Hannover skabte halvlegens første chancer men en stærkt spillende Mogens Krogh i Brøndbymålet tog sig af det hele. I den anden ende var en ligeledes meget stærkt spillende Morten Wieghorst tæt på at bringe Brøndby i spidsen da en retur efter et hjørnespark dumpede ned for fødderne af ham men hans efterfølgende afslutning blev flot klaret af Hannovers keeper.
Efter cirka 35 minutters spil tog Søren Krogh en god tur op ad sin venstrekant og lagde derefter en perfekt aflevering ind i feltet hvor Ruben Bagger fik afsluttet ved første stolpe, keeperen klarede i første omgang men Bagger hamrede returen i nettaget til stillingen 1-0 som også holdt til pausen.
I pausen satte Brøndby er Ankergren og Ronnie Bendtsen på banen i stedet for Mogens Krogh og Søren Krogh og skiftede samtidig fra 3-4-3 til 4-3-3.
Anden halvleg blev i nogen grad præget af at det var tidligt på sæsonen, Brøndbys spillere havde kun gennemført 12 træningspas efter ferien og det kunne ses efterhånden som anden halvleg skred frem. Hannover overtog spillet mens Brøndby primært levede på kontra. Der blev lukket godt af i forsvaret og kun en enkelt gang blev indskiftede er Ankergren for alvor testet i målet da et frispark fra kanten af feltet sejlede over muren og tvang Ankergren til en strålende redning.
Så var der mere bid i Brøndbys kontraangreb hvor Niznik afsluttede det farligste af slagsen med at sende bolden på tværstangen efter lynhurtigt opspil. Også Peter Madsen fik en halv chance efter at være skiftet ind med tolv minutter igen, men Madsen fik ikke kontrol over bolden og chancen løb ud i sandet.
Startopstilling:
Mogens Krogh
Dan Anton Johansen - Per Nielsen - Allan Olesen
Rafal Niznik - Morten Wieghorst - Thomas Lindrup - Ruben Bagger
Jonas Kamper - Mads Junker - Søren Krogh
Mål:
35. 0-1 Ruben Bagger
Indskiftninger:
46. Mogens Krogh ud, er Ankergren ind
46. Søren Krogh ud, Ronnie Bendtsen ind
70. Mads Junker ud, Kim Daugaard ind
78. Thomas Lindrup ud, Peter Madsen ind