Møre spillere
11.07.2002 00:00
Mens A-truppen torsdag holdt en velfortjent fridag efter 10 dages hård træningslejr, trænede U-truppen for fuld damp. To træningspas havde U-træner Tom Køhlert dekreteret i denne tidlige fase af opstarten til den nye sæson og ved slutningen af andet træningspas så spillerne godt slidte ud da 2x25 minutters spil på to mål i højt tempo nærmede sig sin afslutning.
- I formiddags fokuserede vi primært på fysisk træning med løb, spring, hurtighedstræning og intervaltræning, så det er ikke så mærkeligt at spillerne er godt møre nu, udtalte U-træner Tom Køhlert efter sidste træningspas. - Vi har kun været i gang i et par dage efter ferien så det er hvad man kan forvente på dette tidspunkt.
Spil til to mål endte med en kneben sejr på 12-10 til de 'gamle' som derved revancherede sig for to nederlag til de 'unge' tidligere på ugen.
I morgen, fredag, trænes der igen to gange og lørdag spiller U-holdet træningskamp mod Jægersborg klokken 11:00.