2-2 mod Skjold
16.07.2002 00:00
Brøndby IF og Skjold delte salomonisk i porten da de to mandskaber i eftermiddag spillede 2-2 i en træningskamp som aldrig blev det helt store sus for de mange tilskuere.
Skjold lagde respektløst ud og allerede efter 10 minutters spil bragte Københavnerne sig foran da de spillede sig fri i højre side af feltet hvorefter Mogens krogh blev passeret med en skarp afslutning. Brøndby arbejdede sig derefter igen ind i kampen og spillede fornuftigt ude på banen men skabte ikke det store foran mål. Peter Madsen burde dog have udlignet for Brøndby da han slap igennem på en god stikning fra Wieghorst, men Madsen kiksede sin afslutning.
I slutningen af halvlegen skruede Brøndby op for tempoet og skabte i løbet af nogle minutter chancer nok til en føring men Peter Madsens friløber og Ruben Baggers frie skud midt for mål blev flot klaret af Skjolds velspillende keeper og 0-1 holdt derfor til pausefløjtet.
Anden halvleg var kun 7 minutter gammel da Skjold bragte sig på 2-0. Et langt skift fandt en Skjoldspiller i fri position lige udenfor feltet, Skjoldspilleren tøvede ikke men lagde koldt bolden over den fremstormende keeper Mogens Krogh og i mål.
Brøndbyspillerne var dog hurtige til at ryste 0-2 scoringen af sig. Ti minutter efter Skjolds 2-0 mål bragte Morten Wieghorst og Thomas Kahlenberg balance i regnskabet i løbet af to minutter. Først stødte Morten Wieghorst et præcist hjørnespark fra Thomas Lindrup i nettet med hovedet og derefter demonstrerede Thomas Kahlenberg hvorfor han er en spiller man skal holde øje med i fremtiden. Kahlenberg modtog bolden ved midterlinien, satte kurs direkte mod Skjold feltet og satte på vejen hele Skjolds defensiv af med fikse kropsfinter og smarte driblinger hvorefter han fra kanten af feltet koldt lagde bolden i mål udenfor keeperens rækkevidde.
I kampens sidste 25 minutter var det så som så med det kreative spil, varmen lå som en dyne over bane 2 og medvirkede kraftigt til at trække tempoet ud af opgøret. I kampens slutfase kombinerede Brøndby i perioder fint ude på banen uden dog at skabe det store mens Skjold primært levede på kontra. Der blev ikke scoret yderligere og træningskampen endte således 2-2, et resultat som begge hold kan være tilfredse med efter kampens udvikling.
Startopstilling:
Mogens Krogh
Morten Wieghorst
Per Nielsen
Dan Anton Johansen
Allan Ravn
Thomas Lindrup
Peter Madsen
Ruben Bagger
Søren Krogh
Auri Skarbalius
Thomas Kahlenberg
Mål:
10. 0-1
52. 0-2
62. 1-2 Morten Wieghorst
64. 2-2 Thomas Kahlenberg
Udskiftninger Brøndby: Ingen
Ruben Bagger forsøger at slide sig løs i feltet
Cheftræner Michael Laudrup instruerer spillerne i pausen
Morten Wieghorst stiger til vejrs og pander Lindrups hjørnespark i nettet