Stipendier til tre damespillere

09.01.2002 00:00

For at fremme dansk damefodbold har DBU besluttet at tildele de elleve mest talentfulde damespillere i danmark såkaldte udviklingsstipendier for at fremme udviklingen i dansk damefodbold. Damelandsholdets træner Poul Højmose udtaler om baggrunden for uddelingen af stipendierne:

- Hensigten med stipendierne er at sikre spillerne økonomisk mulighed for at få en hverdag med job eller uddannelse til at fungere med kvalitativ træning i deres klubber og tid til den naturlige restitution, topspillerne har behov for.

Blandt de elleve udvalgte er hele tre landsholdsspillere fra Brøndbys stærke elitedivisionshold som halvvejs igennem sæsonen indtager en flot tredieplads i turneringen, nemlig den hårdtarbejdende midtbaneslider Cathrine Paaske Sørensen, den elegante venstrekantsspiller Julie Rydahl Buch samt den solide midtstopper Gitte Andersen. De tre spillere vil hver modtage mellem 2.000 og 8.000 kroner per måned.