Sølv til damerne
21.01.2002 00:00
Det blev til en hæderfuld sølvmedalje da Brøndby IFs bedste damehold deltog i weekendens inde-DM som blev afholdt i Helsinge. Træner Peder Siggard havde til turneringen udtaget en trup på 7 rutinerede spillere men ingen decideret keeper. I stedet fungerede angriberen Jannike Nilsson som keeper mens Janni Lund Johansen, Gitte Andersen, Mitzi Møller, Anja Thorsen, Mia Olsen og Gudlaug Jonsdottir spillede i marken.
Efter 2 sejre og et enkelt nederlag i puljekampene var Brøndby klar til kvartfinalen hvor modstanderen var Hillerød. Otte minutter inde i overtiden afgjorde Mitzi Møller kampen til Brøndbys fordel og sendte dermed holdet i semifinalen mod Fortuna Hjørring som jagtede sin 4 finaledeltagelse i træk. Brøndbys damer ville det dog anderledes og på mål af Anja Thorsen, Janni Lund Johansen og Mitzi Møller sendte Brøndby nordjyderne ud af turneringen med en 3-1 sejr.
Helt til tops nåede Brøndby dog ikke. Skovbakken - som også besejrede Brøndby i det indledende gruppespil - trak det længste strå i finalen med en sejr på 5-3, men kampen blev først definitivt afgjort 7 sekunder før tid. Brøndbys finalemålscorere var Gudlaug Jonsdottir, Anja Thorsen og Mitzi Møller.