I morgen går det løs

07.01.2002 00:00

De unge spillere tog forskud på glæderne da de vel hjemkomne fra en mindre indendørsturné i Tyskland i sidste uge søndag genvandt B.T. Cup, men også for resten af spillerne er ferien ved at være forbi. Tirsdag morgen tager Brøndbyspillerne hul på et intensivt træningsprogram der nok kunne tage pusten fra de fleste. Måneden ud står den på hård træning hvor spillerne i flere tilfælde får fornøjelsen af tre daglige træningspas. Kun to fridage er skemalagt i januar måned hvor det eneste afbræk fra den intensive grundtræning er en ugelang rundtur i Tyskland og Holland hvor Brøndby i næste uge spiller træningskampe mod Schalke, Utrecht og St. Pauli.