Ti-tal til Kenneth
01.02.2002 00:00
Ved tirsdagens træning spejdede man forgæves efter Brøndby IFs solide midtstopper Kenneth Rasmussen. Cheftræner Åge Hareide havde nemlig bevilget Kenneth en fridag således at han kunne gå til enkeltfagseksamen i psykologi på handelshøjskolen. Psykologi er det fjerde i rækken af kompetencegivende fag som 28-årige Kenneth har afsluttet, blandt andet med det formål at påbegynde en videregående uddannelse når karrieren er slut:
- Som tingene ser ud nu kunne jeg godt tænke mig at komme til at læse samfundsfag på universitetet men meget kan jo nå at ændre sig før den tid. Det vigtigste er at de fag jeg vælger, samlet er adgangsgivende til en bred vifte af uddannelser.
Udover psykologi, som Kenneth i parentes bemærket opnåede karakteren 10 i, har han indtil videre også afsluttet erhvervsret, markedsføring og engelsk. Men det er ikke udelukkende af faglige hensyn at Kenneth har valgt at sidde på skolebænken sideløbende med fodbolden:
- På trods af en masse gode oplevelser kan tilværelsen som professionel fodboldspiller til tider være lidt ensformig. Personligt har jeg indimellem behov for at skifte miljø og få nogle input fra andre dele af samfundet og det behov er undervisningen med til at dække. Det er sundt at tænke på noget andet end fodbold en gang imellem.
Et fuldtidsstudie er ifølge Kenneth ikke foreneligt med en tilværelse som seriøs fuldtidsprof. Men enkeltfag kan for det meste afpasses med træning og bakkes op af klubben.
- Brøndby er en meget social klub som tager sig sit ansvar for spillerne meget bevidst. Ikke alle kan få et job indenfor fodbolden som træner eller leder efter karrierens afslutning så derfor opmuntrer klubben alle uddannelsesinitiativer fra spillerne.