Den første tid

12.02.2002 00:00

Lidt over en måned har Hans Mathiesen haft til at vænne sig til sin nye tilværelse som fuldtids-professionel fodboldspiller i Brøndby IF. Det er noget af en omvæltning at komme fra en fast plads på Tom Køhlerts ynglinge danmarksmesterhold til at være en del af en stor fuldtidstrup med et højt niveau. Hans Mathiesen udtaler:

- Fodboldmæssigt synes jeg det er gået fint. Det går selvfølgelig noget stærkere end i ynglingetiden, tempoet og hurtigheden i spillet skal man lige vænne sig til, men jeg synes at jeg er godt med. Det gengæld er det hårdt for psyken at bytte en plads i toppen af ynglinge hierarkiet ud med plads i bunden af seniorernes hierarki.

Hans Mathiesens favoritposition på banen er som central midtbanespiller, en position hvor Brøndby i forvejen er rigtig godt besat. Derfor stiller Hans ikke urealistiske krav for den nærmeste fremtid:

- Debut på Brøndbys bedste hold indenfor de næste to år er mit umiddelbare mål. Brøndby har en rigtig stærk trup og jeg har stadig meget at lære men jeg vil kæmpe hårdt for min chance og skulle muligheden pludselig opstå, er jeg 100% klar til gribe den.

Hans Mathiesen måtte på grund af en overbelastnings-skade stå over da holdkammeraterne i en kombineret trænings- og Øresund Cup kamp i lørdags besejrede Malmø FF med 3-1 men er klar til onsdagens Øresund Cup kamp mod Landskrona.