Talentpris til Thomas Kahlenberg
06.12.2002 00:00
Danmarks største talent er Brøndby IFs Thomas Kahlenberg. Det blev offentliggjort torsdag i forbindelse med kåringen af årets spiller i Forum. Thomas Kahlenberg fik sin førsteholdsdebut for Brøndby da daværende træner Tom Køhlert satte ham på banen i den meget vigtige kamp mod FCK i sidste sæsons næstsidste spillerunde og har i denne sæson spillet samtlige kampe under den nye trænerduo Michael Laudrup og John 'Faxe' Jensen.
- Jeg fik det selv at vide for tre dage siden og jeg er utrolig glad og stolt over den store hæder, det er rart med personlig succes. Det er gået stærk for mig, da sæsonen startede var der ikke nogen der regnede med at jeg ville etablere mig så hurtigt og spille samtlige kampe, udtaler Thomas Kahlenberg.
- Det er en kåring der forpligter når man ser på nogen af de tidligere modtagere af talentprisen. Forventningerne bliver automatisk højere så jeg må arbejde hårdt på at blive en bedre fodboldspiller for tingene kommer ikke af sig selv fordi man får talentprisen, slutter Thomas Kahlenberg.