Rundt om Auri, Del 3
18.12.2002 00:00
Vi bringer hertredje del af Fodbold i Brøndbys samtale med Auri Skarbalius, Årets Spiller i Brøndby IF.
Auri har rundet de 50 landskampe for Litauen, og situationen i litauisk fodbold ligger ham meget på sinde. I en periode meldte han bl.a. afbud til landsholdet i protest mod, hvordan det litauiske fodboldforbund blev drevet.
- Jeg var utilfreds med den gamle ledelse i fodboldforbundets politik. De tænkte kun på egen vinding, og der blev ikke bygget et eneste fodboldstadion eller en eneste fodboldbane i 10 år. Jeg meldte afbud til landsholdet, fordi det var den eneste måde, jeg rigtigt kunne gøre opmærksom på min mening. Der var også andre spillere, der meldte fra til landsholdet på det tidspunkt; men jeg var den eneste, der meldte klart ud, hvorfor jeg gjorde det. De andre spillere gav andre begrundelser.
Nye horisonter
Nu går det dog efter Auris mening i den rigtige retning for litauisk fodbold.
- Der er kommet en ny ledelse med en helt ny politik, og nu er jeg tilbage på landsholdet igen. Jeg har altid gerne villet spille for mit land.
- Alt er bedre nu. Den nye ledelse tænker på børnene, og der bliver næsten bygget en kunststofbane i hver en by. Tingene er også begyndt at virke bedre omkring landsholdet. Vi havde et godt hold tilbage i 1992-94; men siden gik det ned ad bakke. Jeg tror, det kommer til at tage ca. 5 år, før landsholdet kommer op igen.
- Der er en tabt generation, og de fleste af landsholdsspillerne er oppe i årene nu, og der er slet ikke nok konkurrence om pladserne. Der er nogle gode unge spillere på vej i den litauiske liga; men det kommer til at tage nogle år, før de slår igennem på landsholdet.
Tur/retur?
Auri ser altså gerne sin egen fremtid inden for fodbolden; men hvilket land det skal foregå i, ved han ikke endnu.
- Vores plan var egentlig, at vi skulle tilbage til Litauen, når jeg stopper med at spille fodbold; men min datter går i dansk skole og har danske venner, så hvis jeg bliver i Brøndby hele kontraktperioden, når hun op i 6. klasse, og så er det måske bedst at blive i Danmark, i hvert fald til hun er færdig med sin skolegang.
Hvis Auri, årets spiller anno 2002 i Brøndby IF, holder stilen, er der i hvert fald god grund til at håbe, at den sympatiske litauer bliver i Brøndby i mange år endnu.
Tjek Auris SpillerProfil
Sidste del i morgen...