Rosenborg forventer fuldt hus
14.08.2002 00:00
Aftenens Champions League kvalifikationskamp mellem Rosenborg og Brøndby IF er Brøndbys kamp nummer 91 i Europa Cup'en. Kun en enkelt gang tidligere har Brøndby mødt en norsk modstander, det var i 1995 hvor Brøndby slog Lillestrøm ud af UEFA Cup'en. Brøndby IF vandt hjemmekampen med 3-0 på mål af Bo Hansen, Dan Eggen og Ole Bjur og spillede derefter 0-0 i returkampen på Åråsen stadion.
Ved tirsdagens afsluttende træning på Lerkendal Stadion kunne cheftræner Michael Laudrup og assistenttræner John 'Faxe' Jensen disponere over en skadesfri trup og det betyder at tre af truppens 21 medrejsende spillere sorteres fra til kampen da der udover de 11 startende kun må være 7 mand på bænken.
Vejret i Trondheim er perfekt til fodbold. Dagen begyndte med regnvejr men siden er det klaret op og klokken 16 var det næsten skyfrit.
Rosenborg forventer at Lerkendal stadion bliver fyldt til sidste plads. Stadionkapaciteten er 20.000 tilskuere og tirsdag aften var der solgt 17.000 billetter.