Dårlig generalprøve

24.08.2002 00:00

Brøndby IF fik ikke nogen god generalprøve før onsdagens Champions League kvalkamp da det i lørdagens SAS-liga storkamp blev til et 1-2 nederlag til FC København.

Brøndby stillede op i en formation uden overraskelser. Mogens Krogh på mål, Allan Olesen og Auri Skarbalius som backer, Per Nielsen i midtforsvaret, Morten Wieghorst som midtforsvarer/bagerste midtbane, Thomas Kahlenberg og Kim Daugaard på den centrale midtbane, Mads Jørgensen og Mattias Jonson på henholdsvis højre og venstre kant, Ruben Bagger som hængende angriber og Peter Madsen helt på top.

FC København forsøgte fra første fløjt at sætte Brøndby under pres og fik også skabt kampens første chance efter tre minutter men Mogens Krogh havde ingen problemer med Myklands afslutning fra venstre side af feltet og lod bolden gå til målspark.

Brøndby arbejdede sig hurtigt ind i kampen og Peter Madsen gav kort efter FCKerne første indikation af at Brøndby ville være med i kampen da han erobrede bolden på FCKs halvdel, søgte mod feltet og trykkede af men afslutningen voldede ikke FCK keeperen de store problemer.

Men tre minutter senere var der gevinst. Ruben Bagger satte sig kraftfuldt igennem på midten af banen, søgte mod FCK feltet og spillede derefter Mattias Jonson helt blank i venstre side. Mattias Jonson svigtede ikke men lagde rutineret bolden i mål tæt op af den fjerneste stolpe.

Føringsmålet gav Brøndby overtaget og halvlegen ud spillede de blå-gule flot og skabte chancer nok til at øge føringen men marginalerne var på Københavnernes side.

Fem minutter efter scoringen var Martin Abrechtsen tæt på at score i eget net da han fik hovedet på en hovedstødsaflevering til Madsen men bolden strøg lige over tværliggeren og umiddelbart efter fik Mattias Jonson tilkæmpet sig bolden i venstre side af feltet og fik trykket af men ind ville bolden ikke.

Brøndby fortsatte trykket og det var tæt på at give pote da Morten Wieghorst efter en halv times spil steg til vejrs og pandede et perfekt hjørnespark fra Mads Jørgensen mod mål men Urmas Rooba fik reddet helt ude ved stolpen hvorefter Mattias Jonson hårdt presset headede returen over mål.

Kendetegnende for starten af denne sæson har været manglende udnyttelse af de chancer som Brøndby vitterlig skaber og havde Brøndby kendt sin besøgelsestid havde de blå-gule kunnet gå i kabinen med en komfortabel føring i ryggen men i stedet skete det som ikke måtte ske.

Kort før pausefløjtet fik Brøndby ikke sparket væk efter et indlæg fra højre side og efter et par returer i feltet endte bolden hos Peter Møller som scorede usvigeligt sikkert bag en chanceløs Mogens Krogh og kort efter fløjtede dommer Stadsgaard til pause.

Noget af en kold dukkert at gå til pause med men da spillerne gik ind til anden halvleg fik de hurtigt vist at troen var tilbage. Igen forsøgte FCK dog at chokstarte men efter et par halve tilbud var det igen Brøndby som skabte de største chancer.

Peter Madsen burde have givet Brøndby føringen da Mads Jørgensen spillede ham i feltet men Madsens afslutning blev pareret af keeperen. Tre minutter senere var Peter Madsen i oplæggerens rolle da han fra venstre side spillede bolden skråt tilbage til Mattias Jonson som fra en rigtig god position ikke fik fart nok i sin afslutning.

Brøndbys manglende træfsikkerhed skulle vise sig udslagsgivende. I stedet for en fortjent føring til Brøndby kostede et sekunds koncentrationssvigt dyrt i den anden ende. Indskiftede Zuma fik bolden foræret i feltet og scorede sikkert.

Kampen foregik nu på FCKs præmisser da Brøndby kastede alt frem for at tiltvinge en udligning. FCK kunne i flere situationer have lukket kampen men omvendt var Brøndbys satsning også tæt på at give bonus. Flere gange var det lige ved og næsten men helt åbne tilbud fik Brøndby ikke skabt i slutfasen og FCK kunne således ride stormen af og sikre sig de tre point.

Efter kampen var Brøndbys spillere og trænere enige om hvad der afgjorde kampen. Cheftræner Michael Laudrup satte ord på hvad alle tænkte:

- Vi havde godt styr på kampen i første halvleg og havde chancer nok til at komme afgørende foran men i stedet får FCK udlignet ved Peter Møller i første halvlegs overtid selvom vi på forhånd var forberedt på at FCK kommer stærkt til sidst. Ved FCKs sejrsmål var vores forsvar impliceret men jeg vil ikke hænge nogen ud, det er menneskeligt at fejle.