Champions League drømmen brast
28.08.2002 00:00
I godt en halv time af aftenens Champions League kvalkamp mod Rosenborg levede håbet. Det ene flotte Brøndbyangreb efter det andet rullede ned mod Arni Gautar Arnasons mål men ind ville bolden ikke og i stedet fik Brøndbyspillerne en spand isvand i hovedet da Frode Johnsen efter en halv times spil helt umarkeret kunne lægge et hjørnesparksindlæg i nettet og dermed i realiteten lukke opgøret.
Brøndbys problem i denne sæson har været at få scoret på de utallige chancer som skabes og igen i dag blev det udslagsgivende. ar Dalgas havde i kampens start flere gode tilbud, blandt andet et glimrende skruet skud som Rosenborgs keeper fik snittet til hjørnespark, og også en veloplagt Thomas Kahlenberg fik skabt et par gode skudchancer til sig selv.
Rosenborg virkede i perioder rystede men Brøndby fik ikke gjort arbejdet færdigt og da Frode Johnsen scorede til 1-0 betød det at Brøndby skulle score mindst tre gange for at gå videre til Champions League idet den første indbyrdes kamp var endt 0-1 og gassen gik derefter lidt af ballonen.
Brøndby gjorde dog hvad de kunne og ar Dalgas burde have bragt lidt spænding ind i opgøret igen da han minuttet efter Rosenborgs føringstræffer var alene med keeperen men symptomatisk for Brøndbys sæsonstart ville bolden ikke ind.
Brøndbyspillerne hang med hovederne da de gik i kabinen i pausen men fra anden halvlegs start virkede det som om troen var tilbage. Brøndby spillede med fuld risiko og virkede indstillede på at forfølge den chance der var for at score tre gange men det er ikke for ingenting at Rosenborg er tifoldige norske mestre og om tre uger deltager i sit ottende Champions League gruppespil.
De rutinerede nordmænd spillede bolden rundt og ventede på de uundgåelige åbninger i Brøndbys defensiv og 20 minutter før tid gav det bonus. Et indlæg fra højre side fik lov til at smutte til bageste stolpe hvor Frode Johnsen tæmmede bolden og lagde den i mål udenfor Mogens Kroghs rækkevidde.
Brøndbyspillerne var ved at segne af træthed og det lignede en decideret kollaps da Harald Brattbakk øgede til 3-0 med ti minutter tilbage men så tog fanden ved Brøndbyspillerne.
En sidste desperat satsning gav hurtigt pote da indskiftede Thomas Lindrup lagde en perfekt bold ind i panden på Mattias Jonson som let kunne heade bolden i mål og bare to minutter senere var Lindrup igen næstsidste station da han kom til baglinien og lagde bolden hårdt og fladt ind foran mål hvor ligeledes indskiftede Mads Jørgensen kom til og prikkede bolden i nettet til stillingen 2-3.
Rosenborgspillerne virkede rystede og tre minutter senere lå bolden igen i Rosenborgs mål men dommer Nieto annulerede scoringen for offside og derefter mistede Brøndbyspillerne den sidste rest af tro på at miraklet kunne indtræffe.
Det var en nedbøjet ar Dalgas som efter kampen mødte pressen:
- Vi spiller godt i første halvleg og er alligevel bagud ved pausen. Jeg burde selv have udlignet minuttet efter Rosenborgs scoring, det ville have givet os troen tilbage men det er det 'gamle' problem med de manglende scoringer. Indtil deres scoring sidder vi på kampen men da vi kommer bagud kan de bare spille bolden rundt og resten af kampen bliver på deres præmisser.