Brøndby klar som musik-mekka

26.08.2002 00:00

Joe Cocker-koncerten i lørdags blev på mange områder et startskud til noget stort.

Alle bekymringer og dommedagsprofetier blev gjort grundigt til skamme, da Brøndby IF i lørdags for første gang forsøgte sig som koncertarrangør på det ny Brøndby stadion. Joe Cocker trak tæt på 10.000 musikelskere ind på stadion, der på den måde fik lidt af en ilddåb som koncertsted.

De forventningsfulde koncertgængere fik en smuk og stemningsmættet ramme. Ventilerende gulv på græstæppet og ølboder nede på selve banen er noget af et særsyn på Brøndby stadion, men i lørdags gav det optimale betingelser for en god musikoplevelse - især i samspil med både nedre og øvre del af Steff-Houlberg tribunen, der var fuldt besat med Joe Cocker-fans fra både hele Sjælland, men også Fyn, Jylland og Sverige.

Skeptikere havde luftet masser af forhåndsbekymringer:

  • Var Brøndby klar til at arrangere så stor en koncert?
  • Var Joe Cocker det rigtige navn?
  • Ville lyden blive kastet rundt i arenaen fra alle tribunerne?

Akustisk topklasse

Alle svarene var klar, da de mere end 200 frivillige kontrollører, bodfolk og servicepersoner efter koncerten samledes i klubhuset, der holdt specielt natåbent i den særlige anledning, for at kaste sig over en ualmindeligt velfortjent frikadelle-buffet. Og alle svarene var positive.

Ja, Brøndby er klar til at arrangere store koncerter. Joe Cocker koncerten blev afviklet med et beundringsværdigt minimum af børnesygdomme. Det var uden tvivl 10.000 tilfredse og begejstrede publikummer, der blev lukket ud i den lune sommernat ved 23-tiden.

Ja, Joe Cocker var det rigtige navn til den første koncert på Brøndby stadion. Publikumstallet var helt optimalt for afviklingen, og rammerne var perfekt tilpasset musikfolket, der frit kunne vælge at se Joe Cocker fra det rummelige gulv eller fra tribunerne, hvor overblikket var helt fænomenalt. Atmosfæren var helt klart tæt på trods af den store ramme.

Og nej, lyden blev ikke kastet rundt på stadion. Brøndby stadion klarede - måske flottest af alt denne aften - den akustiske prøve til UG. Lyden til koncerten var glimrende. Brøndby stadion viste sig helt afgjort at være helt oppe i akustisk topklasse - en vidunderlig konstatering, da denne faktor unægtelig havde været svær at rette op på. Det bliver heldigvis overhovedet ikke nødvendigt.

Alt i alt blev lørdag den 24. august 2002 en bevægende dag for Brøndby IF. En sportslig lidt trist dag endte med stor, stor sejr i kampen for at blive et fremtidigt musik-mekka.