Pligtsejr til damerne

07.04.2002 00:00

Kønt var det ikke, men alligevel kunne der ikke sættes en finger på sejren da Brøndby IFs elitedivisionshold for damer lørdag eftermiddag besejrede Vejle med 3-0. Brøndby fik ellers en god start og allerede efter 3 minutters spil måtte Vejle have hjælp af tværliggeren for ikke at komme bagud. Det var dog kun en stakket frist for jyderne for efter 16 minutters spil bragte lynhurtige Gudlaug Jonsdottir Brøndby foran efter godt forarbejde af Anna Jørgensen.

Brøndby fortsatte med at presse efter føringsmålet, især højresiden skabte adskillige farlige chancer i kampens første halve time. Efter 23 minutters spil var der igen bud efter en scoring men Cecilie Petersens lob tog tværliggeren og tre minutter senere burde Gudlaug Jonsdottir havde scoret sit andet mål da hun stod fri i feltet men afslutningen gik højt over mål.

Med godt et kvarter igen af første halvleg fik Vejle arbejdet sig ind i kampen, godt hjulpet af en serie uprovokerede fejl af Brøndby mandskabet, men det blev ikke til de store tilbud foran mål.

Anden halvleg blev noget af en ørkenvandring hvor Brøndbyspillerne virkede præget af nervøsitet på grund af den spinkle føring mod et hold som de burde besejre klart. Først mod slutningen af kampen fik de sat tingene på plads med yderligere to scoringer, målet til 2-0 blev sat ind af Anna Jørgensen efter hjørnespak fra Anja Thorsen og i overtiden lukkede og slukkede Cathrine Paaske med en sikker scoring på kontra efter oplæg fra tilbagevendte Janni Lund Johansen.

Startopstilling:

Tine Cederkvist
Mia Olsen
Gitte Andersen
Mitzi Møller
Hanne Nørregaard
Anja Thorsen
Cathrine Paaske
Cecilie Petersen
Janni Lund Johansen
Gudlaug Jonsdottir
Anna Jørgensen

Mål:

16. 1-0 Gudlaug Jonsdottir
89. 2-0 Anna Jørgensen
94. 3-0 Cathrine Paaske

Udskiftninger:

46. Mia Olsen ud, Malene Olsen ind
57. Gudlaug Jonsdottir ud, Ann Sofie Larsen ind
80. Hanne Nørregaard ud, Cecilie Frandsen ind