Per Nielsen redder det ene point
10.04.2002 00:00
Det lykkedes her til aften Brøndby IF at redde et point i land efter en katastrofal start mod AGF som førte med 2-0 efter godt 20 minutters spil. Men de 10.274 tilskuere blev holdt på pinebænken helt til overtiden da Per Nielsen tog sagen i egne fødder og hamrede bolden i mål fra kanten af feltet.
Brøndby fik en mindre god optakt til kampen da den sikre sidste skanse Mogens Krogh måtte blive i kabinen efter opvarmningen og blev erstattet af Kim Drejs som skulle få nok at bestille i kampens første 20 minutter.
Første halvleg begyndte ellers ganske lovende med et Brøndbyhold som virkede opsat fra kampens start men efter kun 5 minutters spil fik spillerne den første kolde dukkert da Mickey Doyle 3-4 meter udenfor feltets venstre side tog chancen og fik fyret et godt brækkende langskud af som Kim Drejs ikke kunne holde hvorefter bolden gik i mål via stolpen.
Efter at have sundet sig begyndte Brøndby langsomt at arbejde sig ind i kampen igen, og i det 20. minut burde Allan Ravn have udlignet da han pludselig stod helt blank med Erik Boye i AGF målet. Men symptomatisk for første halvleg hev Erik Boye en stor redning ud af ærmet på Ravns hårde men upræcise afslutning hvorefter AGF løb op i den anden ende og scorede til 2-0. Anders Nielsen stod pludselig fri i feltet og lobbede koldt bolden over en prisgivet Kim Drejs.
Resten af halvlegen kom Brøndby til en del halve chancer men det blev aldrig for alvorligt farligt mod et disciplineret AGF forsvar som stod godt i dag.
Det var et koncentreret Brøndbyhold som kom ud af kabinen til anden halvleg og der var da også kun spillet knap to minutter før bolden lå i netmaskerne bag Erik Boye. Mattias Jonson modtog bolden i venstre side på kanten af feltet, søgte ind i banen og hamrede bolden helt over i det lange hjørne med et fremragende skruet skud.
Paradoksalt nok virkede scoringen nærmest som en sovepude. Næste store tilbud kom først efter et kvarters spilletid af halvlegen hvor Niznik var centimeter fra at få hovedet på et glimrende indlæg fra Peter Madsen. Chancen var startskuddet til en god Brøndby periode hvor det i flere situationer var tæt på. Hovedstød af Svensson, Madsen og Per Nielsen var alle meget tæt på at give bonus men marginalerne var ikke på Brøndbys side.
I takt med Brøndbys øgede satsning efterhånden som kampen nærmede sig sin afslutning, blev der mere og mere plads til de intelligent spillende århusianere som på intet tidspunkt gravede sig ned men i stedet tog kampen op på midten af banen med stor succes. Liam Miller kunne have lukket kampen da han 7 minutter før ordinær spilletids ophør fik en stor chance midt for mål efter et godt indlæg men Millers afslutning havnede lige i favnen på Kim Drejs.
I kampens sidste minutter kastede Brøndby alt frem i et desperat forsøg på at få udbytte af anstrengelserne. 300 kampsjubilaren Per Nielsen lå konstant i forreste kæde som targetman og skulle med sit eminente hovedspil heade bolden videre til sine angrebskolleger men i stedet var det med fødderne at Per Nielsen gjorde sig mest bemærket. Et indlæg fra højre side i kampens overtid blev forlænget af indskiftede Mads Junker hvorefter bolden havnede hos Per Nielsen som tordnede den i mål fra kanten af feltet via tværliggeren til slutresultatet 2-2.