'Langt bedre end forventet'
30.04.2002 00:00
Indtil midten af april måned forløb foråret glimrende for Søren Larsen. Formen var på plads og det ene flotte mål efter det andet blev banket ind bag modstandernes keepere i Danmarksserien og Øresund Cup. Men så løb Søren Larsen ind i et forstrakt ledbånd og blev stillet i udsigt at han nok måtte se frem til mindst seks ugers pause:
- Det var et specielt surt tidspunkt skaden opstod for jeg var endelig ved at nærme mig topformen. Men det går langt bedre end forventet med genoptræningen og jeg håber på at kunne begynde at løbe allerede i næste uge. Formen har jeg holdt ved lige på motionscyklen i træningslokalet så der burde ikke gå så længe inden jeg kan træne med holdkammeraterne igen.
Da Søren Larsen skiftede til Brøndby IF fra Køge sidste sommer satte han sig selv det mål at første år skulle være et læreår og at han skulle være med i kampen om pladserne på førsteholdet senest fra den kommende sæson og trods et par skadesafbræk har han ikke mistet troen:
- Jeg håber på at få et par kampe på Danmarksserieholdet inden sommerferien men kun hvis jeg er helt fit. Jeg vil ikke tage nogen chancer, så hellere være 100% klar til opstarten til næste sæson hvor jeg vil forsøge at gøre mig gældende på SAS-liga holdet.