'Fokus væk fra mig'
15.04.2002 00:00
Det var en fattet og afklaret Åge Hareide der tog imod pressen i formiddags:
- Beslutningen om at stoppe traf jeg en times tid efter kampen. Vi har ikke præsteret på det niveau som vi ved at vi kan og efter de tre sidste kampe måtte der ske noget. Jeg føler ikke at jeg kan give holdet mere i den nuværende situation, jeg mangler simpelthen gejst og derfor besluttede jeg at sige stop.
- Meget af den kritik som klubben har fået i den seneste tid har været møntet på min person så det er mit håb at når fokus er væk fra mig, kan spillerne igen koncentrere sig om det det drejer sig om, nemlig fodbolden. Jeg tror at det vil få den effekt at spillerne vil rykke sammen og det er mit håb at det giver resultat allerede på søndag når Brøndby skal til AaB.
- Jeg har været meget glad for min tid i Brøndby. Samarbejdet med Lars Olsen og Jørgen Henriksen har været forbilledligt og de to hjælpetrænere har været fantastiske støtter i min tid i Brøndby. Jeg har også været så priviligeret at arbejde med nogle meget dygtige spillere og er efterhånden kommet tæt på den som mennesker og det gjorde naturligvis ikke min beslutning lettere.
- Der er heldigvis andet i livet end fodbold. Den næste måneds tid vil jeg benytte til at lade batterierne op igen sammen med min familie og derefter må vi se hvad der byder sig af muligheder. Men jeg vil naturligvis følge Brøndby fra sidelinien.