Et gyldent kvarter
28.04.2002 00:00
Hvis man var bange for at sidste uges flotte sejr over Aab var en enlig svale, blev man sat grundigt på plads i dag af et sprudlende Brøndbymandskab der gav AB en fodboldlektion.
AB startede kampen fornuftigt med en veloplagt Abdul Sule i front som flere gange var tæt på at skabe farligheder på gode raid langs højrekanten men Brøndbyforsvaret stod godt og fik raget kastanierne ud af ilden.
Efter 10 minutters spil modtog Peter Madsen bolden i højre side af banen og lagde den præcist ind til Ruben Bagger som fra en position lige udenfor feltet hamrede bolden højt i målet og derved gav Brøndby det utroligt vigtige føringsmål. Kampen foregik nu på Brøndbys præmisser og der blev ikke taget unødvendige risici bagude men alligevel spillet flot, offensiv fodbold hvor marginalerne i mange tilfælde var med AB. Adskillige stikninger i dybden var centimeter fra at blive farlige men Jan Hoffmann i AB-målet var vågen og kom godt ud af sit mål.
Hoffmann var dog tæt på at blive snydt da en særdeles veloplagt Thomas Lindrup i det 35. minut sendte et perfekt indlæg på tværs af feltet og over en sprællende keeper hvorefter Mattias Jonson kastede sig akrobatisk frem og var meget tæt på at kunne støde bolden i det tomme mål.
Halvlegen ud lagde Brøndby godt pres på AB som var heldige med at holde 0-1 til pausen. Men Brøndbymaskinen var ved at være i omdrejninger.
Hvad der var i Brøndbyspillernes pausethé er ikke godt at vide men i løbet af anden halvlegs første 15 minutter øgede Brøndby føringen fra 1-0 til 5-0 med en flot gang hvirvelvindsfodbold som fik AB til virke som toppe på træningsbanen.
Allerede i halvlegens andet minut lavede Thomas Lindrup snurretoppe ud af ABs højre forsvarsside hvorefter han lagde et perfekt indlæg ind i feltet hvor Mattias steg til vejrs og headede bolden i mål. Flot mål, fantastisk flot forarbejde.
Mattias Jonson har det med at score i stimer og dagens opgør blev heller ikke nogen undtagelse. 4 minutter efter sin første scoring, nettede han igen, denne gang efter forbilledligt forarbejde af Ruben Bagger som fik en stikning i feltet, rundede AB-keeperen højre om og fra baglinien lagde bolden ind til Mattias som bare behøvede at skubbe den i det tomme mål.
At Mattias Jonson er mere end en målscorer viste han fem minutter senere da han fra venstrekanten lagde en perfekt bold ind i feltet hvor Madsen køligt placerede den fladt i mål helt ude ved stolpen. Mattias Jonson afsluttede sine gyldne 15 minutter med sit tredie og Brøndbys femte mål da han midt for mål i det lille felt ikke havde problemer med at passere Jan Hoffmann med et hovedstød efter en perfekt hovedstødsaflevering fra Peter Madsen.
Peter Foldgast var tæt på at strø mere salt i ABs sår da han kun fire minutter efter sin indskiftning fik en gylden chance for at udbygge sin målhøst i SAS-ligaen men fra en position midt for mål afsluttede han tæt forbi. Foldgast fik vist endnu en detalje fra sit repertoire da han få minutter senere med en herlig stikning sendte ligeledes indskiftede Rafal Niznik blank med keeperen men Niznik behandlede ikke den flotte aflevering efter fortjeneste og afsluttede forbi mål.
AB havde kampen igennem store problemer med at skabe chancer og levede i høj grad på langskud fra Lars Larsen men i kampens slutfase fik de, i takt med at Brøndby lukkede lidt ned for blusset, dog lov til at lege lidt med. Michael Johansen havde et par behjertede forsøg men tættest på at forhindre Mogens Krogh i at holde nullet var Heine Fernandez da han i overtiden tvang Mogens til en flot refleksredning med at forsøg fra tæt hold men 5-0 holdt til sidste fløjt.