Brøndby IF først med samfundsregnskab
19.04.2002 00:00
Når Brøndby IF i dag den 19. april 2002 frigiver klubbens første samfundsregnskab, er det formodentlig den første sportsklub i Danmark, der sætter konkret fokus på klubbens effekt - 33,2 mio. kroner i 2001 - i samfundet. Samfundsregnskabet er udarbejdet i samarbejde med revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG, der er specialist i de nye regnskabsformer.
Brøndby IF har valgt at få udarbejdet et samfundsregnskab, som belyser den store værdi, klubben har for såvel det danske samfund generelt som for lokalsamfundet i og omkring Brøndby Kommune. Dette udspringer i et klart ønske om at give et reelt og klart billede af de mange positiveekter, der er i klubbens eksistens.
'De danske sportsklubber er generelt dårlige til at sælge sig selv på de 'indre værdier'. Når der er gode resultater og fokus på elitedelen, så er der en naturlig interesse i samfundet, og det er klart også vigtigt. Men den brede idræt og det sociale samvær i sportsklubberne spiller en yderst væsentlig rolle i danskernes fritidsliv og har mindst lige så stor vigtighed. Her er kendskabet til og forståelsen for værdien dog meget mere beskeden,' siger Per Bjerregaard, formand for Brøndby IF til beslutningen om at kaste lys over klubbens samfundsværdi.
Han suppleres af Jens Frederiksen, leder af KPMG Nye Forretningsværdier:
'I Danmark har vi en unik tradition for foreningsliv - et foreningsliv som er blevet en selvfølge i vores samfund, og som vi måske ikke umiddelbart ser værdien af i dagligdagen. I en tid hvor erhvervslivet søger efter de indre værdier og kæmper for at få dem forankret og accepteret i organisationen, er opgaven lige til højrebenet for mange sportsforeninger. Her er værdierne dybt forankret, og de er hele fundamentet for klubben. Alligevel er der få klubber der, som Brøndby IF, tager fat på opgaven og prøver at tegne det reelle billede, som klubben og de mange frivillige fortjener.'
Brøndby IF's samfundsregnskab lægger vægt på to hovedområder: Den faktiske økonomiske gevinst, som klubben giver samfundet, og den afledte gevinst via de sociale ansvar klubben tager over for f.eks. klubbens mange børn og unge.
Økonomisk viser samfundsregnskabet, at Brøndby IF bidrog med 33,2 mio. kroner til det danske samfund i år 2001. Heraf er ikke mindre end 13,8 mio. kroner værdien af den frivillige arbejdskrafts indsats - f.eks. trænere, ledere, bodfolk og kontrollører. Ved opgørelsen viser Brøndby IF's samfundsregnskab, at den frivillige arbejdsindsats i amatørklubben svarer til 72 fuldtidsjobs baseret på 5,2 time pr. uge i gennemsnit.
'Den mere indirekte gevinst - via det sociale ansvar klubben tager - er sværere at måle. Men klubben gør utrolig meget for at yde en positiv indflydelse på normer og holdninger blandt de unge i klubben. Vores værdier er grundlagt på faktorer, som f.eks. gensidig anerkendelse, tolerance og indsigt i andres liv og baggrund, lighed og ikke mindst ansvar for egne handlinger,' siger Per Bjerregaard, formand for Brøndby IF.
Men det er ikke blot gennem arbejdet på amatørplan, der ligger en unik ansvarsfølelse i klubben.
'Vi lægger også stor vægt på det billede, vores topspillere tegner. De er idoler for de yngre årgange, og de har stor mediebevågenhed. Det forpligter. Samtidig er vi meget bevidste om, at det er mennesker det handler om - hele mennesker! Derfor har vi også stor fokus på, at de unge talenter får en god og naturlig balance i deres liv - balance mellem sporten, det professionelle og det sociale liv. Klubben tilstræber at skabe en solid platform for dem, så de også kan få et indholdsrigt liv ved siden af og ikke mindst efter fodbolden,' slutter Per Bjerregaard.
Årsregnskab for 2001 i PDF-format kan hentes her