Træning i stedet for kamp
13.09.2001 00:00
Lad os et øjeblik forestille os at tirsdag havde formet sig som en ganske almindelig dag i New York, Washington og Pensylvania, så ville Brøndby-spillerne i aften kl. 19:45 være løbet på banen på Centralni Stadion i Ljubljana til det første af to opgør i UEFA Cup'ens første runde.
Tirsdag blev ikke nogen almindelig dag. Kampen er aflyst, og i dag står den på træning for Brøndby-spillerne der nu skal sætte sig op til den næste store udfordring: Søndagens kamp mod F.C. København på Brøndby Stadion.
Netop nu træner Mads Jørgensen, Mogens Krogh og de andre Brøndby-profiler på Bane 2 på området omkring Brøndby Stadion. Det samme gør de i morgen og på lørdag - med træningsstart kl. 10 formiddag.
Allerede på lørdag skal en række af spillerne i aktion. Det sker når Køge Boldklubs 1. divisions-reserver gæster Brøndby til kamp i Danmarksserien. Den kamp spilles kl. 15.