Mads på pletten
01.09.2001 00:00
Danmarks U21-mandskab sikrede sig med gårsdagens 2-0 sejr over Nordirland i Odense tre vigtige point i kampen for at kvalificere sig til EM. Mads Jørgensen var med sit mål til 2-0 stærkt medvirkende til at sejren kom i hus.
Første mål faldt efter et kvarters spil af anden halvleg hvor de 1.151 tilskuere så FC Midtjyllands Morten Skoubo passere den nordirske målmand og dermed bringe Danmark på 1-0. Herefter fulgte flere store danske chancer, men det var først da Mads Jørgesen afdriblede en nordirsk forsvarer et par meter uden for feltet ogløftede bolden i en blød bue over den sagesløse nordirske keeper at sejren blev cementeret.
Med 2-0 sejren lever Danmarks chance for EM-kvalifikation stadig. Danmark er blot tre point efter næste rundes modstander som er Bulgarien. Den kamp spilles på tirsdag i Sofia. Tjekkiet fører forsat puljen klart, men da syv af de ni toere efterfølgende skal spille play-off kampe mod de ni ettere, kan Danmark nu sandsynligvis selv afgøre tingene med seks point i de efterfølgende kampe mod Bulgarien ude og Island hjemme.