Holmstrøm: Intenst og tæt opgør

14.09.2001 00:00

P.t. hedder FCK's træner Niels-Christian Holmstrøm, og søndagens kamp mellem Brøndby og FCK erHolmstrøms anden, og i denne omgang sidste, i spidsen for FCK.Den første kamp i spidsen for FCK var hjemmekampen mod OB, og den kamp var han nogenlunde tilfreds med, selvom den kun gav et enkelt point:

Kampen mod OB var jeg tilfreds med det meste af vejen. Vi kom godt ud af starthullerne, men så fik OB scoret på en af deres første muligheder efter et hjørnespark, og så faldt vi lidt ned igen. I anden halvleg fik vi fat igen, og jeg synes, at vi skabte så mange chancer, at vi ikke bare burde have fået uafgjort, men også vundet. Efter kampen stimlede folk så lidt sammen, og det blev der gjort meget ud af.

Allerede mandag får FCK ny træner igen, når Hans Backe overtager roret, så umiddelbart lader det ikke til, at Niels-Christian Holmstrøm har de helt store muligheder for at påvirke spillertruppen.

- Jeg synes, at det har været en fornøjelse at være med på træningsbanen. Jeg har tidligere været der en del for at kigge som sportsdirektør; men nu har jeg haft lejlighed til også at dirigere lidt. Det har været givende og interessant for mig, og jeg håber også, at det har været givende og interessant for spillerne. Vi har haft nogle lange træningsforløb pga. landskampspause i ligaen og den udskudte kamp i UEFA Cup'en, så jeg tror, jeg har haft mulighed for at stramme lidt i bardunerne.

FCK vandt i sidste sæson mesterskabet efter en meget god forårssæson, men holdet har ikke fundet helt den samme rytme her i starten af efteråret. Sæsonstarten får dog ikke Niels-Christian Holmstrøm til at male fanden på væggen.

- De udtalelser, der er kommet om vores sæsonstart, skal man tage med et gran salt. Jeg vil minde om, at selvom vi har tabtto kampe, som vi da gerne ville have vundet, så ligger vi altså stadig på en delt 3. plads. Vi har da bemærket, at vores modstander på søndag har fået flere point, men vi har også været ude i to hårde kvalifikationskampe til Champions League, og de kampe har trukket hårde veksler på vores spillere, både fysisk og mentalt. Vi er stadig med i UEFA Cup'en, og det er vigtigt for danske klubber, at vi skaber nogle resultater der. Det gælder for begge klubber, at det kan gå ud over koncentrationen i den hjemlige turnering.

Søndag står så det store slag mellem FCK og Brøndby, og Niels-Christian Holmstrøm ser frem til opgøret.

- Jeg glæder mig til den kamp. Det er pragtfuldt, at Brøndby og FCK har kunnet skabe nogle kampe med så intens stemning. Kampene har, synes jeg også, almindeligvis honoreret omgivelsernes interesse. Jeg tror ikke, at kampen på søndag vil adskille sig meget fra de tidligere indbyrdes opgør. Holdene kender hinanden godt, og holdene har en gensidig respekt for hinanden, så jeg tror også, at vi denne gang får en intens og tæt kamp.