Dåbsfest

09.09.2001 00:00

Alene i spidsen af landets bedste række. Dét privilegium stod på spil da Brøndby IF og AaB satte hinanden stævne i det nordjyske. Og det er netop det Brøndby IF er nu: Alene i spidsen af den nydøbte SAS Liga. Og hvilken dåbsfest. Midt i byggerodet på Aalborg Stadion sejrede Brøndby-spillerne 3-1 foran mere end 10.000 tilskuere i en kamp der blev en opvisning i ikke alene fremadrettet presspil, men også i koldt og beregnende kontil.

- Bortset fra enkelte forsøg som bliver til på dødbolde, synes jeg at vi har taget på AaB. Indrømmet kommer til de chancer især i anden halvleg, men de store chancer tilfalder os. Med den rytme vi er inde i nu, er der ikke mange hold som kommer til noget mod os, fastslog en tilfreds Mogens Krogh efter kampen.

Allerede efter de første 24 stod blinkede måltavlen 3-0 til Brøndby, og herefter skiftede kampen karakter. Brøndby-spillerne trak sig længere tilbage på banen, og overlod initiativet til AaB der kvitterede med at reducere til 1-3. Cheftræner Åge Hareide forklarede senere det taktiske skift.

- Vi spiller på udebane og går til pause med 3-1. Dermed er resultatet reelt sikret. Vi har vundet, og det handler herefter om at kontrollere kampen, hvilket jeg synes vi gør utrolig godt. AaB kommer til de løse chancer de nu en gang skal tilspille sig, men herudover tager vores fire-back-kæde sig af resten. Vi har nu fået en kanonstart på en utrolig vigtig uge hvor vi kan lægge grunden til videre deltagelse i UEFA Cup'en og kan distancere F.C. København yderligere i mesterskabskampen, fastslog Åge.

Med målene til 2-0 og 3-0 demonstrerede Ruben Bagger endnu en gang den effektivitet der nu har bragt Brøndby IF alene i spidsen af SAS Ligaen, og desuden har givet ham et spring op ad topscorerranglisten.

- Vi er utrolig effektive mod AaB. Allerede efter et par og tyve minutter har vi afgjort kampen, og derefter trækker vi os naturligt tilbage og lader AaB spille bolden rundt uden at vi mister kontrollen over kampen. Vi er på udebane, og alt andet vil have været dumt. Nu får vi samtidigt trænet hvordan det kan være at spille europæisk fodbold, lød det afsluttende fra tomålsskytten der forud for kampen følte sig svækket af influenza-lignende symptomer.

Netop europæisk fodbold står næst på Brøndby-spillernes program. På torsdag møder holdet slovenske NK Olimpija Ljbubljana på udebane, og på søndag er der dømt New Firm når F.C. København gæster et endnu ikke helt udsolgt Brøndby Stadion. En kamp Brøndby-spillerne med Mogens Kroghs ord, i dag gjorde den bedst mulige reklame for.

Kampforløb: AaB - Brøndby IF