Rudbæk: Brøndby fortjent nr. 1

12.10.2001 00:00

Efter alle holdene i SAS Ligaen har mødt hinandenén gang, har Brøndby og AaB skilt sig ud i toppen med henholdsvis 26 og 25 point. For AaB gælder det lidt overraskende, at klubben har hentet maksimumpoint på udebane, mens man har satotte point til på hjemmebane; men AaBs træner, Peter Rudbæk, mener mest af alt, at det skyldes tilfældigheder, at AaB har været bedst på udebane.

- Jeg tror ikke, jeg har en fornuftig forklaring på det, og så alligevel. Det kunne godt tænkes, at vores modstandere agerer anderledes, når de skal spille på Aalborg Stadion. Hjemme skal vi skabe spillet, og så risikerer man at løbe ind i kniven. Det kan være en del af forklaringen; men jeg tror mest, det skyldes tilfældigheder og de modstandere, vi har mødt.

Sidst AaB og Brøndby mødtes, vandt Brøndby en sejr på 3-1 på Aalborg Stadion i en kamp, hvor AaB måske blev taget lidt på sengen.

- Ja, vi kom bagud 3-0 i løbet af 20 minutter; men til gengæld vandt vi den sidste time med 1-0. Brøndbys mål til 1-0 var et smukt mål, mens de to andre var mere tilfældige. Med tilfældige mener jeg, at chancerne opstod tilfældigt; men det var ikke tilfældigt, at de blev udnyttet. Efter vores dårlige start i den kamp synes jeg, at vi kom meget flot igen.

Nu venter der så allerede Brøndby og AaB endnu et indbyrdes opgør, denne gang på Brøndby Stadion.

- Jeg forventer, det bliver en lige kamp. Brøndby er ubesejrede på hjemmebane, og vi er ubesejrede på udebane, og indtil i onsdags, var der ikke scoret mod Brøndby på Brøndby Stadion. Det er en åben kamp; men Brøndby er favoritter, og det har vi bestemt ikke noget imod. Jeg synes, at Brøndby er en fortjent nummer 1, og at vi selv er en fortjent nummer 2. Spillemæssigt kommer meget til at afhænge af, hvem der får det første mål. Den seneste kamp var en topkamp værdig, og jeg synes, det tegner helt åbent denne gang.

Peter Rudbæk tør dog ikke love, at resten af sæsonen bliver en tvekamp mellem Brøndby og AaB i toppen.

- Det er ikke til at vide endnu; men det er dog uhørt, at de to klubber ligger med henholdsvis 26 og 25 point efter 11 runder. På nuværende tidspunkt har vi 22 point mere end Silkeborg, der vandt bronze sidste sæson, og det er helt vildt. Brøndby var spået til at slutte i toppen inden sæsonstarten, og det var vi tildels også selv; men jeg vil alligevel sige, at vi har overrasket. Brøndby havde imagemæssigt en dårlig sæson sidste sæson, og de vandt alligevel sølv. Det siger noget om, hvad forventninger gør ved klubber. Andre klubber kan blive udråbt til efterårets klub, hvis de vinder to kampe i træk. På sigt vil vi gerne være permanent i toppen, og set over de seneste 10 år er det kun Brøndby, der har formået det.