På rutinen

28.10.2001 00:00

Brøndby IF lider ikke af nogen form for jysk kompleks. Det satte Brøndby-spillerne en streg under da de foran et rekordstort publikum på Århus Stadion besejrede hjemmeholdet 2-1. Ruben Bagger og Peter Madsen fandt i hinanden i Århus og scorede hver ét mål. Brøndby er nu ubesejret i Jylland i mere end ét år.

Sejren over AGF står som kulminationen på en måned hvor det - set i forhold til september måneds blændende spil - mere har drejet sig om fight end om poleret spil i forsvaret af SAS Ligaens førsteplads som Brøndby ikke har sluppet siden sæsonstart. På de måde har oktober været de tiders sorte septembers måde at minde Brøndby-spillerne om at træerne ikke vokser ind i himlen.

- Vi er tilbage igen! Ordene er cheftræner Åge Hareides, og de faldt umiddelbart efter dommer SteenPedersens slutfløjt.

- Spillerne revancherer sig i dag efter indsatsen mod OB i onsdag som ikke var et Brøndby-hold værdigt. Hele holdet fighter i dag det bedste de har lært. Det bliver ikke den største fodboldoplevelse. Til gengæld demonstrerer vi de mange gode alternativer vi har når holdet skal sættes. Og det er utrolig vigtigt, det kan ingen være i tvivl om, fastslår Åge.

Netop alternativer kan der blive brug for i de kommende kampe hvor holdet må være foruden midtbanedynamoen Mads Jørgensen der måtte forlade banen med en dyb flænge over det ene knæ. Holdlæge Per Bjerregaard vurderede umiddelbart efter kampen at der ville gå otte dage før Mads igen vil kunne genoptage træningen.

- Jeg synes vi spiller en god kamp mod AGF. Der er tempo over vores spil, og vi spiller os frem til flere gode chancer som vi også formår at udnytte. Sejren er derfor fuldt fortjent, vurderer Brøndby-angriber og målscorer til 1-0 Ruben Bagger i omklædningsrummet.

Føringsmålet faldt allerede i første minut hvor Ruben opfanger en bold på kanten af straffesparksfeltet, drejer rundt og afslutter uden for AGF-keeper Erik Boyes rækkevidde.

- Med de to mål i dag ser det ud til at Peter Madsen og jeg er kommet os over vores mindre 'scoringskrise'. Vi har på det seneste arbejde meget med vores afslutninger i træningen, så det er godt at se resultaterne af det i dag, lyder det fra Ruben.

I forhold til sæsonens første opgør mod AGF som blev vundet 5-0 i stor stil på Brøndby Stadion, var det et på alle områder væsentligt stærkere hold Brøndby mødte. AGF-spillerne troede på det, og så ville de spille fodbold. Og det kom der en meget seværdig kamp ud af.

- AGF har gjort nogle gode indkøb i løbet af efteråret. Det så vi i dag hvor vi måtte fighte betydeligt hårdere for sejren end sidst vi mødte AGF, men vi vinder i kraft af vores store rutine, opsummerer Kim Daugaard.

På torsdag er der returopgør i UEFA Cup'ens anden runde hvor Brøndby-mandskabet skal forsøge at vende 1-3 nederlaget til kroatiske NK Varteks til en samlet sejr og dermed avancement.

- Der er ingen tvivl om at det bliver utrolig svært. Vi møder et hold der er meget stærke i kontillet. Det bliver en kamp på deres præmisser hvor vi ikke kan bruge en 1-0 sejr til noget. Vi skal lukke af i forsvaret, hvilket vi sæsonen igennem har vist at vi kan, og så skal vi score mål. Det viste vi i dag at vi ikke har glemt. Der er kun én vej, og det fremad, afslutter nummer 8.

Kampforløb: AGF - Brøndby IF