Fænomenet Nakata

22.11.2001 00:00

Ingen fodboldkyndige er i tvivl om japanske Hidetoshi Nakata´s fodboldmæssige kvaliteter, han er rap på fødderne, boldsikker og chanceskabende. Men når en klub som Parma investerer i et stort japansk navn som Nakata er der andre grunde end det rent fodboldmæssige.

Japanerne elsker fodbold og er umættelige i forhold til information om deres helte, så når Nakata er tilknyttet fodboldklubben Parma, har det nogen effekter på byen Parma som virker absurde på udenforstående. Der er konstant indlogeret 3 journalister og 3 fotografer fra japanske aviser på et at byens allerbedste hoteller udelukkende beskæftiget med at tilfredsstille den japanske befolknings krav på information om hvert eneste bevægelse Nakata foretager.

Resultatet af denne overvældende interesse udmønter sig i at byen Parmas målestok for turisme ganske simpelt er før og efter fænomenet Nakata´s ankomst til byen. Japanere strømmer til for at opleve byen hvor deres helt slår sine folder. De samme forhold gjorde sig gældende i Perugia og Roma hvor Nakata før slog sine fodboldmæssige folder, turistkontorerne i de to byer begræder Nakata´s afgang, det er noget der kan mærkes på kommunekassen.

I aftenens kamp mellem Parma og Brøndby må japanske tilskuere dog se langt efter deres helt, Nakata sidder udenfor med en skade.

Nakata på forsiden af Parmas officielle blad

6 japanske pressefolk bor 10 måneder om året på dette hotel på grund af Nakata