Bruun: Sejr vil være ren bonus

23.11.2001 00:00

Efter de første 13 runder af SAS Ligaen var Silkeborg stadig uden sejr , og de havde blot hentet tre point. Det betød, at Benny Johansen blev fyret som træner og afløst af Morten Bruun. Morten Bruun var dog ikke på helt bar bund, da han overtog trænerposten:

- Jeg var i forvejen ansat af Silkeborg, hvor jeg stod for klubbens hjemmeside, så jeg havde fulgt holdet tæt. Der var kun nogle ganske få kampe, jeg ikke havde set, så jeg var ikke helt på bar bund. Min første kamp som træner var pokalkampen mod Skjold, og der var der ikke forfærdeligt meget jeg kunne nå at påvirke. Jeg har dog spillet samme system i kampene, og lidt har jeg ændret. Der skete flere ændringer under Benny Johansen, mens jeg har lagt mig fast på et enkelt system. Jeg fornemmede, at spillerne havde behov for nogle faste retningslinjer. Også uden for banen har jeg lagt nogle faste retningslinjer, fordi jeg følte, at spillerne havde behov for det.

Silkeborg fik i sidste runde sæsonens første sejr i SAS Ligaen, da AaB blev besejret på Silkeborg Stadion. Morten Bruun er da også tilfreds med spillet.

- Jeg synes det går bedre og bedre spillemæssigt. Jeg synes, der har været fremgang hele tiden. Mod Viborg spillede vi ikke nogen god kamp, men det er gået frem lige siden, og senest i kampen mod AaB spillede vi det bedste hidtil.

Morten Bruun er dog ikke specielt optimistisk med hensyn til at hente point på Brøndby Stadion.

- Vi mangler tre kampe inden vinterpausen, først mod Brøndby, så hjemme mod AGF og så ude mod Vejle. Det siger næsten sig selv, at de to sidste kampe er de vigtigste. Hvis vi er i stand til at hente noget på Brøndby Stadion, så er det ren bonus. Jeg synes bare, at spillerne skal nyde at spille på Brøndby Stadion. Det er et af de sjoveste steder at spille, og da jeg selv spillede, var det et af højdepunkterne, når jeg skulle spille på Brøndby Stadion. Det er et flot stadion, og det er dejligt at spille der. Vi spiller ikke for så mange tilskuere for tiden, så vi må værdsætte, at vi skal spille for måske 10 ? 12.000 tilskuere.