Afsluttende træning

21.11.2001 00:00

Den tåge som tvang Brøndbyholdet til at lande i Bologna, var ikke lettet da spillerne her til aften trænede på Parmas imponerende stadion. Heldigvis lettede tågen i løbet af træningen så Åge Hareide og hans tropper kunne få noget ud af aftenens træningspas.

Det store spørgsmål træningen først og fremmest skulle besvare var om Brøndbys to venstrekantsspillere Mattias Jonson og Thomas Lindrup ville kunne gennemføre uden problemer. Mattias Jonson gav sig fuldt ud tilsyneladende uden problemer og ser ud til at være klar til morgendagens vigtige kamp. Til gengæld ser det knap så godt ud med Thomas Lindrup. Allerede efter opvarmningen måtte Lindrup forlade træningen. Thomas udtaler:

- Da jeg lavede en hurtig vending under opvarmningen fik jeg smerter i den ankel som blev beskadiget i søndags i Esbjerg. Det ser ikke for godt ud lige nu med hensyn til min deltagelse i morgen, men jeg har ikke opgivet at være med endnu.

På trods af Lindrups hurtige exit, foregik træningen i højt humør. Spillerne virker fortrøstningsfulde indenfor morgendagens opgave og også cheftræner Åge Hareide tror på et godt resultat.

- Hvis Brøndby skal slå et italiensk hold ud af en europæisk turnering skal det være nu, udtaler Åge Hareide. Tingene kører ikke for Parma for tiden, en dårlig start i ligaen og et nyligt trænerskift gør at det er det helt rigtige tidspunkt for os at møde dem. Omvendt er vi spillemæssigt helt på toppen og fik et kæmpe selvtillidsboost da vi besejrede Varteks 5-0. Men vi undervurderer på ingen måde Parma, især deres hyperfarlige angriber De Vaio skal vi være meget påpasselige overfor.

Mattias Jonson gennemførte træningen uden problemer.....

....Thomas Lindrup måtte forlade træningen