15.000 for en trøje

26.11.2001 00:00

Det var på mange måder en hård kamp da Brøndby IF på sensationel vis vendte 1-3 nederlaget på udebane mod kroatiske NK Varteks til en samlet sejr. En af dem det gik hårdest ud over, var Peter Madsen der allerede midt første halvleg måtte skifte trøje efter en duel med en kroatisk spiller.

Trøjen blev sidenhen sat på auktion på brondby.com, og det væltede hurtigt ind med bud. Vinder af auktionen blev Torben Røsler fra Røsler Distribution der er Royal Sponsor i Brøndby IF. Prisen for et iturevne klenodie sluttede på 15.000 kroner som Peter Madsen i går videregav til børneafdelingen på Glostrup Amtssygehus som Brøndby IF har indledt et samarbejde med.

Brøndby IF håber på den måde at kunne være med til at give de syge en række positive oplevelser i deres dagligdag.

Torben Røsler fra Røsler Distribution modtager den sønderrevne trøje fra Varteks-kampen. Pris 15.000 kroner.

Peter Madsen sender de 15.000 videre til oversygeplejerske Bente Lindskov fra Børneafdelingen på Glostrup Amtssygehus.