Skån os - kære Faxetribune
16.03.2001 00:00
I dag sad jeg og læste dommerbedømmerens rapport fra seneste hjemmekamp mod OB. Dommerbedømmeren, der i øvrigt selv tidligere var en meget dygtig topdommer, var ligesom jeg og mange andre på stadion irriterede over nogle af de tilråb, der faldt under kampen. Naturligvis trak nedennævnte tilråb fra i Fair Play vurderingen. Selvom Brøndbys publikum er det mest levende og glade publikum, så får vi gang på gang dårlige tilskuerkarakter i Fair Play konkurrencen. Burde vi ikke samlet gøre noget ved det?
Blandt andet derforhåber jeg, at vi kan få så meget selvtillid og format at vore tilråb og sange handler mere om os selv og mindre om vore modstandere. Det tjener ikke vore fans eller klubben til ære, at der taktfast råbes 'røvhul' efter modstandernes målspark eller lignende. Brøndbys fans er suverænt gode, og mere end 90 % af tiltagene i form af tifo'er, tilråb etc. er positive og sjove, men helhedsindtrykket skæmmes desværre af eksempler, som det nævnte.
Derfor kære Faxe tribune: Skån os for det !
Det er ikke fordi jeg er blevet gammel eller sur over hverken søndagens nederlag eller andet, men fans og klub har i den sammenhæng fælles interesser.Vore tilråb og sange bør indeholde, såvel humor som klasse og fair play. En stor klub, som Brøndby IF bør kunne klare det. Lad os få gang i kreativiteten og slippe for de værste imagemæssige vildskud som f.eks det nævnte.