Peter Madsen langtidsskadet

05.03.2001 00:00

Skaderne vælter ned over vores spillertrup. I gårsdagens træningskamp mod Viking måtte Auri Skarbalius trække sig allerede under opvarmningen. I pausen valgte Per Nielsen og Peter Graulund at trække sig ud p.gr.a gener fra deres skader. Sidst i kampen måtte også Allan Olesen og Dan Anton anmode om, at komme ud, da de ikke kunne gennemføre kampen. Allan med smerter efter den skade han pådrog sig med U 19 landsholdet den 6.februar, og Dan Anton fordi han med feber følte sig utilpas.

Peter Madsen gennemførte hele kampen, men allerede i pausen konstaterede Per Bjerregaard, at der sandsynligvis var brud på en håndrodsknogle. I en nærkamp faldt Peter Madsen og fik hånden ind under sig i faldet. Peter ønskede at spille kampen færdig og var tæt ved at scorede et afgørende mål sidst i kampen. Røntgen-undersøgelse på Glostrup sygehus efter kampen kunne ikke afgøre om der var et brud, men hånden blev lagt i gips og ny rtg.undersøgelse om 10 dage skal afgøre om der er brud.

'Desværre ser de ud til at Peter har pådraget sig et brud i mellemhånden. En af knoglerne, der har vanskeligt ved at gro sammen ser ud til at være brækket' siger Per Bjerregaard, der samtidigt konkluderer, at hvis rtg. undersøgelsen om 10 dage bekræfter mistanken så vil konsekvensen være, at Peter er væk fra fodbold i ca 12 uger.

I efteråret blev Peter Madsen opereret for følgerne efter et brud på ankelen. Men foreløbig tager Peter Madsen det med godt humør, selvom han selvfølgelig håber på, at lægerne ikke får ret.