OB's Troels Bech: Vi skal være cool & clever
08.03.2001 00:00
OB's træner, Troels Bech, er godt tilfreds med sæsonoptakten, selvom træningskampene har været en blandet fornøjelse inden opgøret på Brøndby Stadion:
- Jeg synes egentlig, at det er gået godt, selvom vi har døjet med vejret og banerne som alle andre. Vi har været 14 dage i Sydafrika, hvor forholdene var gode, og på den tur blev vi rykket tættere sammen.
OBs træningskampe har været lidt op og ned, og Troels Bech beskriver selv spillet i kampene som ?blandet og ikke som forventet?. Det er blevet til en sejr på 1-0 over Lyngby, uafgjort 1-1 mod Esbjerg, og nederlag på 0-1 mod Vejle, 0-3 mod Horsens og 1-2 mod Helsingborg. Under opholdet i Sydafrika spillede OB to træningskampe på 2 gange 30 minutter, hvor det blev 0-0 mod det bedste hold i Sydafrika og et nederlag på 0-1 mod FC København. Troels Bech ser dog fortrøstningsfuldt på kampen på Brøndby Stadion:
- Jeg ser frem til en atmosfærefyldt kamp på en god bane. Brøndby er mesterskabsfavoritter og kan derfor ikke bruge uafgjort til meget, så jeg forventer, at de vil dominere og sætte os under pres. Det gælder for os om at være cool & clever, vi skal forvente og kunne modstå presset, og så skal vi selv spille os til og udnytte chancerne i den anden ende, så vi kan vinde stort.