Hodgson: Vigtigt med det første mål
29.03.2001 00:00
F.C. København er startet forårssæsonen med to hjemmekampe, der har kastet fire point af sig; men FCK-træner Roy Hodgson er ikke helt tilfreds med udbyttet:
- Det er OK, at vi har fået fire point i de to kampe; men det er ikke godt. Vi havde behov for alle seks point, da vi startede forårssæsonen tre point efter nummer et.
FCK spillede 1-1 mod AaB i den første kamp og vandt 2-1 over OB i den anden, men Roy Hodgson var alligevel bedst tilfreds med spillet mod AaB.
- Spillet handler om at få et godt slutresultat, men jeg synes egentlig, at vi spillede bedst mod AaB. Hvis man læser aviserne, hvad jeg ikke gør, men efter hvad jeg har fået fortalt, så har journalisterne den modsatte opfattelse; journalisterne ser åbenbart på andre ting. Derfor har jeg opgivet at tale om spillets kvalitet, når jeg taler med journalister.
Søndagens kamp mellem Brøndby og FCK har Roy Hodgson meget høje forventninger til.
- Jeg forventer en god kamp med et stort publikum og en god atmosfære, så mine forventninger er høje. Jeg har selv kun været med til to kampe mellem FCK og Brøndby, én i ligaen og én i pokalturneringen, og det har været gode kampe. Begge holds supportere har store forventninger, så det er en vigtig kamp, der vil blive spillet i et højt tempo. Udgangspunktet er egentlig simpelt nok: Vi skal spille bedre end Brøndby. Man kan være heldig i enkelte kampe, men på langt sigt er det det bedste hold, der vinder.
Roy Hodgson har stået i spidsen for FCK i to kampe mod Brøndby med en sejr til hver klub til følge, og han mener, at det første mål er ekstra vigtigt i den slags kampe mod rivalerne.
- De to kampe, jeg har været med til, har begge været lige kampe. Sidst spillede vi ikke så godt. Vi kom bagud allerede efter tre minutter i en underlig situation, der gav et heldigt mål til Brøndby, og det afgjorde kampen. Vi kom bagud og var det hold, der skulle jage, mens Brøndby kontrollerede kampen. Især når man møder sine værste rivaler, er det vigtigt at få det første mål.