Det er herligt at leve!
18.03.2001 00:00
Det er herligt at leve - det er det livsbekræftende budskab i en af julens talrige sort/hvid repriser. Og det er samtidigt den følelse man sidder tilbage med efter 3-1 sejren over Viborg FF på Viborg Stadion. Vi er med igen! Kun to point efter førstepladsen i ligaen.
Efter første halvleg var der imidlertid intet der tydede på at Brøndby IF skulle avancere i tabellen efter dagens runde. Bagud 0-1 efter en indsats der hurtigst muligt bør gå i glemmebogen var Brøndby-spillerne som forvandlede da de entrede banen efter pausen. Udligning ved Ruben Bagger, 2-1 på hovedstødsmål af Per Nielsen, og Søren Kroghs første Faxe Kondi Liga-mål bragte Brøndby IF på 3-1.
Forbandelsen er brudt, sådan opsummerer cheftræner Åge Hareide sejren over Viborg FF - den første Brøndby-sejr på Viborg Stadion siden 1996. Og han fortsætter:
- Forskellen mellem første og anden halvleg er at vi begynder at spille fodbold. Vi får styr på pasningsspillet, og spillerne rammer rent faktisk hinanden. Og så kommer målene. Mod OB oplevede vi hvordan det er at være spilstyrende og chanceproducerende uden at score. I dag skaber vi ikke kampen, men vi vinder.
Tryghed i truppen
Til dagens kamp var både Krister Nordin og Auri Skarbalius tilbage i startopstilingen efter henholdsvis karantæne og skade. Auri indtog sin vante plads som venstre back, mens Krister gjorde Per Nielsen følgeskab i midterforsvaret. Som en konsekvens heraf rykkede Dan Anton Johansen ud som højre back - en plads der blev ledig efter da Allan Ravn sprang en kæde frem til midtbanen.
- Vi har fået flere spillere klar, og det giver en øget tryghed i truppen, det gør vores spil bredere, og det gav os i sidste ende sejren, lyder det fra Åge Hareide, der til næste kamp desuden råder over Mikkel Jensen.
Med scoringen til 3-1 indledte Søren Krogh som nævnt sin karriere som målskytte i landets bedste række. Selv lægger dog mest vægt på at det var en holdindsats der bragte sejren i hus.
- Vi kæmpede, og vi havde gejst. Dét havde vi også brug for at vise efter en meget skidt første halvleg hvor Viborg sad på alt spillet. Men i anden halvleg viser vi at vi VILLE vinde kampen, og så er det selvfølgelig altid rart at kunne få lov at lukke kampen med et mål.
Målet til 2-1 var Per Nielsens andet mål i dette års udgave af Faxe Kondi Ligaen, begge scoret på udebane (det første i 7-1 sejren over Silkeborg i efteråret).
- Jeg scorede jo ingen mål i forrige sæson, og for at holde min statistik på ét mål per sæson, skyldte jeg jo ét, lyder det - med et smil på læben - fra manden bag målet der vendte kampen.
God moral
På trods af sidste rundes nederlag til OB har stemning i truppen været høj, og der har været en tro på at det var muligt at trodse statistikkerne.
- Vi har hele tiden sagt til os selv at intet var umuligt, at vi ville vinde, og det synes jeg dagens kamp bar præg af . I de afgørende minutter var gejsten og viljen der til at kæmpe for hinanden - til at vinde, kommer det i omklædningsrummet fra Krister Nordin der var tilbage i Brøndby-truppen efter skader og karantæne. Han fortsætter:
- Det var ikke nogen køn kamp. Viborg sidder på det hele i første halvleg, men i anden halvleg viser vi at vi har moralen, vi kæmper kort sagt for hinanden.
Og det er måske det der kendetegner kampen allermest. Det blev ikke den smukkeste fodboldkamp der er spillet på Viborg Stadion. Viborgs spil i første halvleg var måske mere poleret end det Brøndby-spillerne præsterede i anden halvleg. Men der var viljen til forskel. Det er herligt at levei mesterskabskampen - igen!