Fight Night: Endnu et titelbrag
18.05.2001 00:00
Team Palles boksehistoriske VM/EM-brag 16. juni på Brøndby Stadion fortsætter med at sprænge alle rammer. Endnu en titelkamp i international topklasse er på plakaten.
I Scandinavian Fight Night Gallas nu femte titelkamp skal Hasan Al i ringen mod den argentinske WBC International-mester Carlos Baldomir (34-9-4, KO 11), som for to år i Vejle siden stoppede Frank Olsen i tiende omgang.
'Jeg har gennem hele foråret forsøgt at gøre Carlos Baldomir interesseret i at sætte sin WBC Int.-titel på spil mod Thomas Damgaard, men argentineren bliver ved med at krybe udenom. Officielt fordi Thomas Damgaard er højrefodsbokser, men fra mine argentinske kilder ved jeg, at det er Thomas´ store slid- og slagstyrke, der holder Baldomir borte,' siger Bettina Palle.
'Efter Hasan Als seneste, fantastisk flotte kamp i Aalborg, hvor han imponerede mig ved at stoppe Garry Murray allerede i første omgang, begyndte jeg i stilhed at gøre Carlos Baldomir varm på et titelforsvar mod Hasan, og nu er projektet omsider lykkedes.
Baldomir har netop bekræftet, at han er parat til at komme til København og møde Hasan Al lørdag 16. juni. Jeg er derfor utrolig stolt over nu at kunne tilføje denne weltervægts-knaldperle af høj international karat til i vores i forvejen imponerende galla-program.'
Hasan Al (24-2, KO 10) skulle i sin fjerde kamp i Team Palle-regi egentlig have mødt den tidligere Damgaard-modstander, sydafrikaneren Philip Holiday, på Brøndby Stadion. Nu kan Hasan Al i stedet med en sejr over Carlos Baldomir tage et hurtigere gear på sin hidtil vellykkede vej tilbage mod verdenstoppen.
'Carlos Baldomir? Mig?! Ham ta´r jeg, ham æder jeg!' udbrød en glædeligt overrasket og yderst taknemmelig Hasan Al, da den genopstandne Holbæk-fighter blev præsenteret for nyheden om Baldomir. 'Jeg så for to år siden på TV-skærmen Frank Olsen tabe sin ellers sikre pointføring på gulvet til argentineren i et enkelt uopmærksomt øjeblik. Jeg husker, at jeg følte med Frank, men også at jeg sagde til mig selv: Ham kunne du godt selv ordne.
Nu får jeg så pludselig muligheden serveret på et sølvfad, og derfor har jeg bare at vise og bevise, at jeg kan gøre det. Efter min sidste kamp er selvtillid strøget helt til tops i takt med, at alle de overflødige kilo omvendt er svedt ud af kroppen, så derfor føler jeg mig sikker i min sag: Jeg KAN besejre Baldomir. Stol på mig jeg skal nok hævne dit nederlag, Frank!' forsikrer en ovenud lykkelig Hasan Al.
1-1 i Danmark
Carlos Baldomir, som netop er fyldt 30 år, var regerende argentinsk mester, da Søren Søndergaard i juni 1998 pointbesejrede ham over 12 omgange om IBC-titlen. Året efter - den dramatiske juni-aften i Vejle, hvor Brian Nielsen dehydrerede mod Dick Ryan - revancherede argentineren sig ved at stoppe Frank Olsen på TKO i tiende runde og dels vinde danskerens IBC-bælte, dels bevare sin egen WBC International-titel.
Siden har Carlos Manuel Baldomir fra den argentinske provinsby Santa Fe bokset syv kampe og vundet dem alle, heriblandt to WBC Int.-titelforsvar. I sin næstsidste kamp i december i Karlsruhe stoppede han den tysk-tyrkiske Sauerland-bokser Alpaslan Aguzum i første omgang og senest stoppede Baldomir i forrige uge sin landsmand Alex Carrillo ligeledes i allerførste runde.
'Baldomir er en kæmpe-udfordring for Hasan Al, men også en fantatisk chance for at bokse sig til tops på rekordlisterne længe før ellers beregnet. Argentineren rangeres netop nu som nr. fem hos WBC, nr. ni hos WBA samtr nr. 13 hos IBO.
Jeg lyver vist ikke, når jeg påstår, at WBC Int-titelkampen mellem Hasan Al og Carlos Baldomir er mit største resultat hidtil som matchmaker. Jeg glæder mig selv utroligt meget til at se den kamp på Brøndby Stadion 16. juni,' siger promotor Bettina Palle.
Factfile: Carlos Manuel Baldomir Født i Santa Fe, Argentina, 30/4 1971 1,65 m. Rekordliste: 34-9-4 (KO 11)