Derfor blev det Brøndby Stadion

10.05.2001 00:00

Som tidligere annonceret afholdes der boksestævne på Brøndby Stadion lørdag d.16 juni hvor der blandt andet bokses 4 titelkampe. Ved dagens pressemøde, hvor Alex Nyborg Madsen fungerede som ordstyrer, redegjorde promotorerne Bettina og Mogens Palle for nogle af årsagerne til at stævnet tilfaldt Brøndby Stadion. 'Brøndby Stadion er efter vores mening det bedst egnede til denne type begivenhed. Vi er meget begejstrede for det samarbejde og de muligheder vi er blevet præsenteret for af de involverede Brøndbyfolk med Stadiondirektør Torben Jensen i spidsen. Vi ser frem til et langt og frugtbart samarbejde mellem Brøndby IF og Stald Palle' sagde Mogens Palle og tilføjede:' Desuden er jeg af den opfattelse at boksestævnet udgør en unik mulighed for Brøndby IF til at profilere Brøndby Stadion i forhold til kommende arrangementer.


Alex Nyborg Madsen præsenterer dagens program. Fra venstre ses Stadiondirektør Torben Jensen, direktør Per Bjerregaard, Cheftræner Åge Hareide, Alex Nyborg Madsen, Mogens Palle, Brian Nielsen og Bettina Palle.

Intet arrangement uden supporterne
I erkendelse af at Brøndby IF har et specielt forhold til Brøndby Support har det i hele forløbet været Stadiondirektør Torben Jensens mål at sikre medlemmer af Brøndby Support specielle vilkår til boksestævnet.Under en aftenvandring på Brøndby Stadion for at bese faciliteterne som de vil tage sig ud i mørke, lykkedes det Mogens Palle og Torben Jensen at blive enige om at Brøndby Support kunne købe billetter til Faxe-tribunen til en uhørt lav pris på 235,- plus gebyr. Mogens Palle udtalte i den forbindelse:' Jeg kan næsten se en mur af gule trøjer for mig.' Torben Jensen tilføjede:'Det er en utrolig flot gestus af Stald Palle som jeg er sikker på at Brøndby Support vil sætte stor pris på.' Prisen skal ses i forhold til normalpriserne til stævnet som ligger i intervallet 500-1500 kroner.


Bettina Palle, Per Bjerregaard og Brian Nielsen poserer for pressen

Billetsalget starter onsdag 16. maj klokken 10:00. I første omgang sælges der udelukkende billetter fra Brøndby Shoppen, men der arbejdes på at billetsalg også skal kunne foregå via Brøndby IF's onlinesalg. Se billetpriser og stadiondiagram her.

BrøndbyShoppen findes på følgende adresse:

Brøndby Shoppen
Brøndby Stadion 30
2605 Brøndby
Tlf: 43 22 53 44