Åge: Det bedste spil længe
20.05.2001 00:00
Åge Hareide er ikke i tvivl. Det spil Brøndby-mandskabet præsterede i torsdagens 1-1 kamp på Gladsaxe Stadion hører til det bedste Brøndby IF har vist i år. Og det smittede ifølge cheftræneren af på fredagens træning i silende regn.
- Stemningen er upåklagelig i truppen. Den anden halvleg vi spillede i torsdags, har virkelig givet spillerne selvtillid. Det var en indsats de kunne være bekendt.
Gennem forårets kampe har det virket som om spillerne først kommer op i omdrejninger når de er bagud. En vurdering Åge Hareide deler.
- Kommer vi bagud tidligt i kampen, sætter vi os under pres og tvinger os til at kæmpe hårdere. Det er meget naturligt, men det er ikke tilfredsstilende. Vil skal blive meget bedre til at starte kampen - til at sætte os på spillet fra dommerens første fløjt. Det viste vi at vi magtede da anden halvleg begyndte. Og det skal vi tage med os til kampen mod Lyngby.
Netop Brøndbys presspil kom for alvorlig til at fungere i anden halvleg mod AB. I store dele afhalvlegen var der kun et hold på banen, og det var Brøndby, hvorimod det i første halvleg var tæt på at være omvendt.
- Da der kom tempo og præcission i pasningsspillet, fik vi etableret det pres som ret beset burde have givet os sejren. Det presspil skal vi genetablere i kampen mod Lyngby. Spillerne skal bevæge sig hurtigere og aflevere hurtigere - ikke blot i perioder, men gennem hele kampen.
Medierne har i den seneste tid at fokus på den manglende kreativitet i Brøndbys spil, og Åge Hareide har da heller ikke lagt skjul på at holdet lider under at flere at de bærende kreative kræfter er ude med skader. Det betyder at spillet i høj grad bliver fighterbetonet, men også at den sidste afgørende aflevering udebliver.
- Det er sagt mange gange før, men vi kommer altså ikke uden om at vores spil lider under at vi ikke kan stille det samme hold to gange i træk. Det kan være trættende at høre på, men det er en kendsgerning. Som situationen er nu - med en halv midtbanepå skadeslisten og flere langtidsskadede spillere, blandt andet PeterMadsen - må vi spørge os selv om truppen er bred nok. Lige nu er den det nok ikke.