Sølv!

13.06.2001 00:00

Egentlig havde vi vel fundet os til rette med bronzemedaljerne. At vi ville besejre Viborg, var ikke en urealistisk tanke, snarere end forventning. Men at Faxes nedrykkere fra Herfølge ville tage point fra Silkeborg endsige slippe fra Silkeborg Stadion med alle tre point, var tættere på en drøm end virkelighed. Ikke desto mindre var det faktum efter denne sæsons sidste Faxe Kondi Liga-runde. Vi vandt 2-1 over Viborg; det samme gjorde Herfølge over Silkeborg.

- Det er helt vildt. Vi spiller verdens dårligste forår, og alligevel får vi sølv. 90 minutter vender det hele verden for os. Det giver os ekstra motivation når vi begynder forberedelserne til den nye sæson, ingen tvivl om det. Nu har vi noget at arbejde med, kommenterer en tilfreds Søren Krogh efter kampen.

Om indsatsen i aftenens sejr over Viborg uddyber Søren:

- Discplineret er vel det bedste ord man kan bruge om den kamp. Vi viser fight over hele linjen og formår at skabe nogle gode angreb. Vi spiller rent faktisk fodbold i dag.

Tilbagevendte Mattias Jonson som var karantæneramt i slaget om DM i sidste runde, blev kåret som dagens Man of the Match, lægger lige som sin holdkammerat vægt på den positive oplevelser holdet nu kan tage med sig når den nye sæson begynder:

- At få sølv er bedre end vi havde turdet håbe på. I dag ville vi vinde - både for at kunne se fremad, men især for at give vores fans den afslutning de fortjener. Hvis vi skal være ærlige fortjente vi nok ikke guldet. Dertil har vi simpelt hen været for svingende i denne sæson, men når Silkeborg ikke på hjemmebane formår at slå Herfølge, er der i mine øjne ingen tvivl om hvor sølvmedaljerne skal havne. På den måde fortjener vi dem, lyder det fra Mattias.

Mattias har som en af de få Brøndby-spillere reddet sig en par ekstra fridage i den ellers korte sommerferie. Han drager hjem til Sverige - ikke blot for at holde ferie, men for at blive gift.

Denne sæsons sølvmedaljer er Brøndby IF's niende medalje i træk, og som direktør Per Bjerregaard udtrykker det - med jysk klang:

- Er det ikke så ringe endda at slutte med sølvet efter en sæson hvor spillet har været temmelig skidt. Hvad kan det så ikke føre til når vi begynder at spille bedre...