Kim Daugaard fortsat skadet

24.06.2001 00:00

Kim Daugaard har i ferien fået foretaget en MR scanning af det lår, der har drillet den teknisk dygtige midtbanespiller gennem den sidste del af foråret. Daugaard var ventet klar til den afgørende kamp mod FCK, men måtte melde fra. MR scanningen har nu vist, at der er en regulær bristning af musklen. Det betyder, at Kim ikke er klar til træningsstarten, men først klar til at træne med resten af gruppen ca. 14 dage senere.

Derimod ser det godt ud med såvel Peter Madsen som Peter Foldgast. Begge var med i de sidste 20 minutter af den seneste opvisningskamp mod et udvalgt hold fra Thy den 17.juni. Det kunne ses, at begge havde været længe væk, men det kunne også ses, at de begge er motiverede for et hurtigt come back. Planen er nu, at træningslejren i Tyskland skal bruges til at få givet begge vore langtidsskadede angribere spilletid, så de kan være fit for fight, når det går løs mod AGF den 22. juli på Brøndby Stadion.

Martin Smith spillede i 3 af opvisningskampene og føler selv, at det går den rigtige vej. Der mangler lidt hurtighed, men boldfølingen i det suveræne venstreben er intakt.