Uafgjort mod Nürnberg
08.07.2001 00:00
Efter at have vundet to storsejre mod amatørhold i går, skulle det i dag vise sig om Brøndby kunne matche Nürnberg fra den tyske bundesliga. Efter en jævnbyrdig start bragte Nürnberg sig foran efter 26 minutter på et tidspunkt hvor Brøndby spillede med 10 mand. Lindrup havde ellers haft et par ganske gode tilbud før tyskernes åbningsmål, men Lindrup havde ikke marginalerne på sin side. Stillingen 1-0 holdt til pausen hvor Åge Hareide benyttede lejligheden til at sætte friske folk på banen. Søren Larsen, Mikkel Jensen og Kenneth Larsen erstattede Kenneth Rasmussen, Thomas Lindrup og Søren Krogh. Rafal Niznik var allerede blevet skiftet ind efter tyskernes føringsmål hvor Mads Jørgensen måtte gå ud med en skade. Anden halvleg begyndte lige så jævnbyrdigt som første var sluttet. Det var småt med målchancer indtil Anders Rasmussen kom på banen istedet for Mattias Jonson. Allerede efter 4 minutter forfulgte Anders en lang bold fra Dan Anton Johansen, en Nürnberg forsvarer forsøgte at lægge tilbage til egen keeper men Anders smuttede imellem og scorede sikkert. Derefter stod der Brøndby på resten af kampen. De blå-gule pressede hårdt for den afgørende scoring men Nürnberg red stormen af og kampen endte således 1-1.
Alt i alt var Åge Hareide tilfreds. 'Det var en rigtig god træningskamp hvor vi fik kvalificeret modstand. Specielt forsvaret spillede en god kamp hvor Dan Anton Johansen og Per Nielsen udgjorde et meget solidt midtstopperpar.' Om Mads Jørgensen der blev skiftet ud med en skade allerede efter 26 minutter sagde Åge: 'Skaden er ikke alvorlig. Jeg regner med at Mads er klar igen meget snart.'