Angriber fra Litauen til test
02.07.2001 00:00
På lørdag støder en angriber fra Litauen til Brøndby's trup på træningslejren i Tyskland. det drejer sig om den 21 årige angriber Ricerdas Beniusis.
Historien er, at Per Bjerregaard havde opfordret Auri til at holde øje med markedet i Litauen. Kort før sommerferien kom Auri så med melding om, at han mente, der var en meget interessant angriber i Litauen, som vi burde se.
Turen blev arrangeret og mens Brøndby truppen spillede de to sidste sommerkampe inden ferien rejste Auri Skarbalius og Åge Hareide til Litauen og så Ricerdas i kamp. (Da Lars Olsen havde fået fri fra sidste kamp inden ferien betød det ,at Per Bjerregaard havde come back som træner. Hans sidste træneropgave var i 1982, (UPS! - det var i 1991- beklager.) da han trænede 1. ynglinge i et ½ år- bl.a med Kenneth Rasmussen og Per Nielsen som spillere!! Der har selvfølgelig efterfølgende været visse drillerier mod direktøren, da det blev den eneste opvisningskamp vi ikke vandt.
Resultatet blev 4-4 mod et udvalgt hold fra Thy. Per Bjerregaard forsvarer sig med, at spillerne havde været til prof-boksestævne i Brøndby Hallen aftenen (og natten) før, men de øvrige i staben mener det er uvæsentlige detaljer, der ikke undskylder træneren.).
Men tilbage til den litauiske spiller. Det viste sig at være en meget interessant angriber med store muligheder. Åge Hareide var meget interesseret i at få spilleren til test i Brøndby. Det er nu arrangeret. Ricerdas er optaget af træningssamlinger med Litauens Ligalandshold i denne uge og spiller bl.a træningskamp på torsdag, men på lørdag støder han til Brøndby truppen i Nurnberg og bliver hos Brøndby i 10-12 dage, d.v.s. til alle kampene i Tyskland og også hjemmekampen mod FC Aberdeen.
Derefter afgøres det om opholdet bliver af længere varighed, men efter de foreløbige meldinger tyder alt på, at Auri har set rigtigt.