3-3 mod Stuttgart

10.07.2001 00:00

Aftenens opgør mod Stuttgart endte 3-3 efter Brøndby føringer på 2-0 og 3-1. Thomas Lindrup indledte scoringen i det 26. minut da han sendte et indlæg fra Peter Madsen i mål uden chance for målmanden. Peter Madsen gjorde det selv til 2-0 7 minutter senere da han blev spillet godt i dybden af Beniusis og koldt lobbede bolden over den fremstormende målmand og i mål. Kun 3 minutter senere får Sean Dundee reduceret til 1-2 da han bliver spillet helt blank med Mogens Krogh af Balakov, runder Mogens og sender bolden i mål. 2-1 er føringen til Brøndby efter første halvleg, en føring som er helt fortjent efter spil og chancer.

Anden halvleg er kun 5 minutter gammel da Peter Madsen for anden gang kommer på tavlen. Beniusis kæmper sig fri på midten og spiller Madsen i dybden, Madsen placerer bolden i mål udenfor målmandens rækkevidde. Tyve minutter før fuld tid får Stuttgart reduceret til 2-3 da Ganea scorer efter et hurtigt opløb og et minut før tid kommer udligningen da Aliksander Hled sender bolden i mål uden chance for Drejs.

Åge Hareide var godt tilfreds trods tyskernes sene udligning. 'Vore spillere leverede en klart godkendt præstation. Selvfølgelig er det ærgerligt at vi ikke vandt kampen men spillemæssigt så det ganske godt ud. Første halvleg havde vi fuld kontrol over kampen og spillede en flot gang fodbold, mens anden halvleg bar præg af de mange udskiftninger og ikke helt kunne leve op til første halvleg. Men alt i alt en rigtig god træningskamp hvor vi fik set mange af vore spillere i aktion.' Forespurgt om hvordan han mente Ricerdas Beniusis havde klaret sig, udtalte Åge Hareide: 'Han lagde op til to mål, det taler vel for sig selv. Jeg er godt tilfreds med hans præstation.'

Senere i aften kommer Mogens Krogh i'Anførerens klumme' med sin version af hvordan opstarten til den ny sæson har forløbet.