Vi skal spille vores eget spil

05.12.2001 00:00

Det var på mange måder en kamp på godt og ondt da Brøndby IF spillede uafgjort 1-1 mod AC Parma i den første kamp i UEFA Cup'ens tredje runde. En forfærdelig start med et selvmål inden stadionurets viser havde nået sin første omgang. Og en fantastisk afslutning med Krister Nordins udligning på straffespark i kampens døende minutter.

- Spillerne ydede en helt utrolig arbejdsindsats mod Parma. De viste at vi kan matche Parma på fysikken, og det giver os et glimrende udgangspunkt forud for returopgøret i morgen, fastslog cheftræner Åge Hareide på dagens Europa Cup-pressemøde i Vilfort Lounge på Brøndby Stadion.

Cheftræneren har ordet.

Til morgendagens opgør har Åge udtaget de 16 mand der var med i liga-truppen mod Lyngby i søndags. Desuden har han suppleret med Mattias Jonson, Peter Degn og Anders Rasmussen.

- Selv om vi kan kvalificere os til næste runde med et 0-0 resultat, er det ikke vores udgangspunkt. Det er alt for farligt mod et hold som Parma, og det fik vi jo også at se i første halvleg på Stadio Ennio Tardini. Vi skal simpelt hen gøre som vi plejer på Brøndby Stadion. Vi går på banen for at skabe chancer og dermed for at score mål, lyder opskriften fra cheftræneren.

Peter Madsen taler med den danske verdenspresse.

Info: UEFA Cup, 3. runde, returopgør: Brøndby IF - AC Parma, Brøndby Stadion, den 6. december kl. 17:30. Der er live-update på brondby.com, og 3+ transmitterer kampen.