We stand up when we get kicked!

22.08.2001 00:00

Det er ikke til at se hvis man ikke ved det, men ifølge irske sportsjournalister er Shelbourne FC's hjemmebane, Tolka Park, det fremmeste fodboldstadion inden for den Irske Republiks grænser - hvis man da lige ser bort fra det nye nationalstadion Lansdowne Road. Men det er altså på Tolka Park det går løs i morgen aften kl. 18:45 lokal tid.

Tolka Parks ene langside tribune, hvis sæder sender tankerne hjem til Codan Tribunen på Brøndby Stadion.

Eirecom Tribuen. Tolka Parks hovedtribune. Eirecom er hovedsponsor for den irske liga.

Udsigt over de 9.300 siddepladser på Tolka Park.

Som optakt til morgendagens returkamp i UEFA Cup-kvalifikationen havde Shelbourne indbudt til pressemøde, hvor den samlede irske verdenspresse fik lejlighed til at udspørge cheftræner Dermott Keely om hvordan Shelbourne vender 0-2 til en samlet sejr. Og i særdeleshed om hans syn på det første opgør. Der er i hvert fald ingen tvivl om at den danske presses dækning af irernes spillestil har gjort indtryk.

- Jeg har egentlig ingen problemer med vores indsats i den første kamp. Jeg synes især vi spillede en god anden halvleg. Al den snak om at vi spillede overdrevent fysisk, holder ikke. Der behandler den danske presse os uretfærdigt. We got kicked away so we kicked back, lyder den oprindelige version fra Dermott Keely der dog spår at hjemmekampen kan blive endnu mere fysisk end på Brøndby Stadion.

Cheftræner Dermott Keely flankeret af sit angrebs-es Garry Haylock der sad på bænken på Brøndby Stadion.

- Vi vil forsøge at spille som i den første kamp, måske lidt hårdere. Og det er måske rigtigt at vi spiller mere fysiske end man er vant til i Europa, men vi spiller altså fodbold, vi sparker ikke.

Som det fremgår af billederne af Tolka Park, er der en vis forskel på irsk og skandinavisk fodbold, og Dermott Keely er ikke bange for at sætte tal på hvor stor afstanden er.

'Brøndby forsvarede sig bedst i den første kamp', forklarede Keely.

- Vi er - især strukturelt og organisatorisk - ti år bagud i forhold til de skandinaviske klubber, men det tager os nødvendigvis ikke ti år at indhente det forspring. Irsk fodbold er i fremdrift, og de europæiske kampe er med til at sætte endnu mere fart på. Vi bliver på den måde mere modne, men vi er desværre ikke så modne endnu at vi kan undgå at begå de dumme fejl som gav Brøndby to mål, afslutter cheftræneren.