Tipslørdag revisited
09.08.2001 00:00
Umiddelbart skulle man tro at fodboldvold var noget der hang sammen med hooliganisme, og som kun involverede de stridende parter, kontrollører og politi. I aftenens kamp mod Brøndby IF viste irske Shelbourne FC at der findes en anden udgave af fodboldvold: Den som finder sted på grønsværen.
Lanceringen af Brøndby Stadion som boksearena lykkedes her til aften i andet forsøg. De tolv runder var afløst af to gange 45 minutter hvor Shelbourne-spillerne med knopperne forrest gav en opvisning i fodboldspillets lidet pæne sider. Tankerne gled automatisk i retningen af Tipslørdag anno 1982.
- Det Shelbourne gør mod os i aften, er det de er bedst til. De slår vores spil i stykker ved hele tiden at spille til stregen og lidt mere. Desværre begår vi den fejl at vi i begyndelsen af kampen lader dem provokere os, vi mister koncentrationen og hopper med på deres galej. Heldigvis overvinder vi det som kampen skrider frem, og vi har nu et godt udgangspunkt i returkampen, lød vurderingen fra Thomas Lindrup efter kampen.
Thomas' udtalelser deles af den ene af Brøndbys frontløbere, Mattias Jonson, der flere gange fik den hårde spillestil at føle.
- Shelbourne viser i kampen at de har problemer med at score. Det har vi ikke, samtidig lykkes det os rent faktisk i store perioder af kampen at spillle fodbold, selv om irerne gør alt for at hindre det. Sådan er det når modstanderen spiller britisk, og det eneste vi kan gøre, er at vænne os til det, for vi kommer til at opleve mere af den slags spil og den slags dommere ude i Europa, var Mattias' lettere ironiske kommentar i omklædningsrummet.
Om mulighederne i returkampen om fjorten dage i Dublin er han fortrøstningsfuld:
- Nu kender vi dem og deres spillestil. Vi ved også at vi kan klare os med uafgjort, hvorimod de skal frem på banen og skabe kampen. Det betyder at vi kan spille en smule mere afventende end vi har gjort i denne sæson og dermed udnytte vores kontil som er en vigtig taktik at mestre især i europæisk fodbold, ræsonnerede han afslutningsvis.
Det var en tilfreds cheftræner der efter kampen satte ord på indsatsen i 2-0 sejren, som blev til ved scoringer af Mattias Jonson i første halvleg og af Ruben Bagger i sidste del af anden halvleg.
- Jeg er tilfreds med resultatet selv om måden det blev til på, var en smule mere hakkende end vi har vist hidtil i sæsonen, men modstanderen var i dag også meget anderledes fra hvad vi har oplevet i de første tre kampe. Vi vidste hvordan de ville spille, men alligevel opdager man det først for alvor når kampen er i gang, analyserede en lettet cheftræner.
Første skridt mod UEFA Cup'en er taget.
- Jeg tror ikke at Shelbourne kan score to mål mod os i Dublin. Vores fire-back kæde er utrolig godt organiseret og spiller en god kamp. Hele holdet fortjener ros for deres indsats i dag. De viser at det spil de har præsteret i ligaen indtil videre, også er brugbart i Europa. Nu skal spillerne hvile sig i morgen, og derefter tager vi fat på næste opgave: Kampen mod Lyngby på søndag. Det er nu vores eneste fokus, rundede cheftræneren af.
Læs mere om kampens forløb her