Søren Larsen: Hård start
18.08.2001 00:00
Søren Larsen skiftede før denne sæson til Brøndby IF fra Køge Boldklub og har allerede fået sin debut på førsteholdet. Den første og indtil videre eneste Superliga-kamp i Brøndby-trøjen var 2-0 sejren over OB hvor Søren blev skiftet ind i anden halvleg.
- Jeg er utrolig overrasket over at jeg allerede har fået lov at spille Superliga-fodbold. Det havde jeg ikke regnet med, det var langt tidligere end forventet, for jeg har hele tiden været indstillet på at vente. Desværre blev min debut ikke så god, men sådan skal mine debutkampe åbenbart være. De er altid mærkelige på en eller anden måde. Mod OB druknede vi nærmest i regn og var ved at blive skyldet af banen, lyder det selvkritisk fra Søren der fortsætter:
Søren Larsen i mod Roskilde i Danmarksserien.
- At spille i Brøndby er lige så hårdt som jeg havde regnet med. Og lige nu er jeg ramt af en række småskavanker.
Lyder det fra den store angriber mens han befrier sine led fra det ene lag sportstape efter det andet.
- Det er ikke særlig motiverende at spille når man har ondt i hele kroppen, og derfor er jeg også spillemæssigt lidt nede. Mit spil fungerer ikke så godt for tiden, men jeg skal nok komme til at score mange mål på DS-holdet, lover Søren.
Søren føler selv at han er faldet utrolig godt til i Brøndby IF. Han bor dog stadig i Køge, men regner med hurtigst muligt at flyttet til kommunen.
Se Sørens SpillerProfil